Select background

Tiktak, tiktak, tiktak tiden går, men jeg går ingen vegne. Jeg står stille og ser tiden gå.. fra mig. Ser tiden gå fra mig. Jeg troede engang, at det ikke var muligt at se tiden gå. Jeg erkender nu, jeg tog fejl!
Jeg gruer for tiden, den er på vej, jeg kan se, jeg kan mærke. Jeg ved at jeg skal blive opslugt af tiden… fremtiden eller fortiden?
Du er ikke på vej, jeg troede du ville være her nu, eller i hvert fald være på vej; Jeg tænker på døden, måske er du død, måske er det derfor du ikke er her nu. Jeg ville byde døden velkommen hvis det var grunden, men jeg ved, at det ikke var døden der snuppede dig, det var tiden. Din tid, der tog min tid.
At være, eller ikke at være.. sammen. Jeg tror jeg vil være sammen med dig. Jeg tror ikke du vil være sammen med mig.
Måske er det dit arbejde, måske er det der tager din tid, men jeg ved godt at det ikke er dit arbejde. Du har fået fri for længe siden. Og så tænker jeg endnu én gang på døden; måske ligger du i en grøft og forbløder, skriger efter min hjælp, eller måske var det bare et hårdt fald, så du døde på stedet. Men nej, jeg ved stadig godt at du ikke er død. Det eneste jeg ved, er at du ikke er her, også selv om du burde være det.
Så det hele handler om tiden. Den tid jeg gerne vil bruge på dig, med dig, sammen med dig, men også den tid du ikke vil bruge på mig, med mig, sammen med mig. Og ensomheden sparker mig så hårdt i maven. Av!
Måske er du bare blevet væk? Hvis nu jeg også blev væk, kunne vi så være sammen? Men jeg er jo allerede væk, og her er du i hvert fald ikke.
Mit indre visner uden dig, mit hjerte falder sammen, og har brug for en akut hjerte opration, for der er pludselig kommet et hul midt i det, og alle ved at et menneske med hul i hjertet, ikke lever længe uden hjælp. Du er min hjælp! Alle taler om vores sygehuses defekt, alligevel er der få der dør er lægelige fejl. Jeg kunne meget vel blive den første, hvis du ikke lærer lidt om effektivitet.
Ser du, at leve uden dig ville være som at leve uden sukker. Du er mit sødemiddel, min slikkepind, mit fredagsslik. Det ville være som at være på slankekur juleaften, men det ville være hver evigt eneste dag, jeg skulle leve uden glæde.
Alle ville sige, at jeg nok skulle komme over det: ingen tvivl, jeg vil komme over det, men jeg vil aldrig glemme det, jeg ville aldrig glemme dig, og det er så nu jeg ser neonskiltene, hvorpå der med tydeligt skrift står skrevet ”STOP”, ”ADGANG FORBUDT”, ”PRIVAT VEJ”. Alligevel, på trods af advarsel braser jeg lige igennem og ser mig selv stå og græde. Jeg plejede at sige at jeg aldrig græd, men med dig var det nemt. Nu kan jeg ikke bruge den mere, du kom alt for langt ind, helt derind hvor alt gjorde ondt. Det skulle have været mig der puttede neonskilte op. ”FORBUDT FOR UVEDKOMMENDE”. Du var den uvedkommende, men på trods af det faktum, masede du dig forbi og lige ind.. Se, alle kan være tåbelige fra tid til anden!
Og nu er du alligevel på vej. For at bolle mig, og jeg vil være glad i et par minutter og tro at alt er ok, indtil du falder i søvn, uden et ord.. ”Godnat, jeg elsker også dig, højt”.
Så mit indre krakelerer, lige som så mange andres. Jeg er ikke alene om det, det føles bare sådan.