Jeg ved godt, denne er meget kort og at der helt sikkert kan skrives meget mere på den, men min idé med den, er netop at holde den i kort snor

:
… ”Og her ser vi så et pragtekemplar. Bemærk den fine pels, de perfekt placerede øjne og halen, der buer lige nøjagtig i den rette vinkel. Dette, mine damer og herre,… ”(Hvad laver jeg her? Hjælp, få mig ud af det her bur. Nej, hvem er du?? Hvad laver du? Få da fingrene væk, jeg kender dig ikke. Hvem har givet dig lov til at tage dig de friheder?) ”… og læg mærke til den naturlige agtpågivenhed. Det her er helt klart en af favoritterne… (Favorit? Til hvad? Hvad sker der her?)
(Ahh, endelig, ud af buret, men hvad er nu det? En bane af en eller anden art, med en masse andre. Ser egentlig lidt spændende ud. Uanset hvad, er det skønt at se andet end tremmer.)
”Så mine damer og herrer, er det tid til, at der skal promeneres.”
(Aaahh, dejligt at strække benene. Sikke mange ting interessante ting. Hey, av, lad være med det, ville da bare se, hvem der går bagved. Av, min stakkels hals, kunne virkelig godt bruge lidt vand lige nu.)
”Nå og hvad skal vi så se af kunster fra dig?”
(Mig?? Kunster, hvad snakker han om? Uuuhhm, noget dufter dejligt, ser ud til der er noget lækkert et eller andet sted. Uh, det er lige i nærheden, men hvor? Nååå, dér. Lige oppe over mit hoved, gad vide om jeg kan nå det, hvis jeg rejser mig op. Nej, lige netop udenfor rækkevidde. Strække mig endnu mere, op, op, op og næsten … er der næsten ... yay, fik den.)
”Tak for det, en rigtig agil lille en.”
(Hvad sker der nu? Gå igen, dejligt at få lov at røre sig. Men … Nej, ikke buret igen, vær sød at lade være. Jeg har da ikke gjort noget galt … eller har jeg? Hvad kan det være?)
”Og så, mine damer og herrer, er det blevet tid til en afgørelse.” (Afgørelse? På hvad? Vil bare ud af det her bur, strække mine ben og have noget vand. Kunne også være rart med en lur. Orker ikke mere) …
Charlotte satte sig op i sengen, kiggede ned på sin elskede hund og besluttede i det øjeblik at lade være med at stille op til udstillingen. ”Lad hunden være hund,” tænkte hun og hvis ikke det var fordi, hun stadig var groggy, ville hun have svoret på, at hunden sendte hende et blik og hviskede tak.