|
Galleriet
Hun tog hans hånd, mens han drak af det lille krus, som hun havde fyldt. Kaffen var skoldhed og han lod som om, han ikke brændte sig, hvilket fik hende til at fnise lidt indeni. Hun pillede lidt i malingen, der skaldede af dørkarmen, for de havde ikke fået den slebet ned og malet om. Han havde ikke haft tid til det, sagde han, men hun vidste, at det ikke var sandt. For eksempel dagen før, der kunne han godt have gjort det, men han havde bare siddet i sofaen hele aftenen og drukket kaffe, som hun havde lavet, og læst i en bog. Og han havde ikke engang været på arbejde om dagen.
Morgensollyset faldt ind i køkkenet, gennem det vindue, som hun ville pudse indefra, når han var gået, og hun havde tid til at være for sig selv. Det skulle blive rart at få det gjort, når nu han ikke gad.
Han forlod lejligheden lidt tidligere end normalt, og han havde taget den skjorte, som hun havde strøget aftenen før, og et mørkeblåt slips med et mønster af små mørke rudere på. Måske var slipset i virkeligheden sort med mørkeblå ruder? Hun vidste det ikke. Hun gad ikke tælle, hvilke der var flest af.
Hun stod i døren og lyttede efter hans sko der slog hårdt imod trappen i opgangen. Hun strammede sin morgenkåbe, og råbte farvel efter ham, men han svarede ikke. Det gjorde han aldrig.
Hun gik ind og redte sengene, og gjorde sig umagen med at få puffet hans puder helt rigtigt, så de ikke var flade. Hun åbnede vinduet på klem, så de kunne få luftet ud. Der lugtede fælt derinde af søvn og os fra den cigaret, som hun havde hængende i mundvigen, mens hun ryddede op.
Telefonen ringede, men hun havde ikke tid til at tage den, for hun var ved at vande potteplanterne, hun tænkte, at hvis det var vigtigt, ville vedkommende ringe igen. Det var sikkert alligevel til ham, for det plejede det at være. Han havde så mange forretningsforbindelser, og de ringede på alle tider af døgnet. Hun forstod bare ikke, hvorfor han gav dem nummeret hjem til. Hun måtte huske at spørge ham en dag, hvor han var i godt humør.
Da hun havde vandet blomsterne og pillet de døde blomsterhoveder af, begyndte hun at støvsuge køkkengulvet. Hun så flere gange på vinduet. Det trængte faktisk mere til at blive vasket end gulvet gjorde, men det var bare så svært med det vindue. Hun kunne ikke polere ydersiden alligevel, og så var det næsten lige meget. Telefonen ringede igen, mens hun rykkede køkkenstolene ud, så hun kunne støvsuge under dem. Hun tog den stadig ikke. Ikke før den ringede tredje gang. Det var godt, hun havde gjort det, for det var ham.
”Jeg har glemt at fortælle dig om noget. Jeg opdagede det først, da jeg var kommet hen på kontoret. Vi er blevet inviteret på kunstgalleri af en vores store kunder. Han tager sin kone med, og hende tror jeg, du vil kunne lide. Jeg henter dig i taxa klokken fire.”
”Okay.” sagde hun tørt.
”Så ses vi der.” svarede han tilfreds, hvorefter han lagde røret på.
Han kom klokken fire, som han havde sagt, han ville, og hun havde glattet sit hår. Og så have hun taget et sæt på, som hun vidste var i orden: en hvid nederdel med matchende jakke, og en cremefarvet skjorte. Hun havde lagt en flot makeup og havde taget de pæne sko på.
Han så op og ned af hende, mens han holdt døren for hende, og nikkede, som sagde han ”godkendt”, mens hun satte sig ned. Hun fnøs irriteret.
Kunden hed hr. Berg, sagde han, og hans kone hed Henriette. Det måtte hun huske på, og hun skulle huske at lade som om, han havde talt begejstret om dem derhjemme. De havde en datter, Daniella, der lige var startet i børnehave, og hun måtte endelig huske at spørge til hende. Hun måtte også godt fortælle dem, at de planlagde at få børn. Hun så ud ad vinduet.
Galleriet lå i den anden ende af byen, og køreturen derhen føltes irriterende lang. De talte ikke sammen overhovedet. Han kikkede bare ned på sit ur, og engang imellem rakte han over og rettede på hendes øreringe eller halskæde, eller satte kraven på hendes skjorte lidt mere lige. Hun lod ham gøre det, og hun lod ham også åbne døren for hende, da de nåede galleriet.
Hr. Berg og hans kone gav hånd foran trappen op til galleriet, og hun havde en grøn buksedragt på, der passede til den grønne farve i Hr. Bergs slips.
”John har talt så meget om jer!” sagde hun overbevisende, som hun havde gjort det så mange gange før, ”hvordan går det med jeres datter. Var det Daniella, hun hed?”
Henriette smilede stort. Det gik fint med hende, hun var begyndt at tegne og spille klaver. Hun nikkede, og forsøgte at skjule hvor uendeligt ligeglad hun var.
”Ja, John har jo snakket om, at han gerne ville købe nogle malerier til sit kontor, og så fortalte jeg ham, at jeg kendte dette galleri, fordi jeg er med til at sponsorere stedet. Det er fantastisk kunst. Undergrundskunst, kan man vel kalde det. Postmodernistisk.”
Hr. Berg nærmest sang ordet, som var det noget af det mest vidunderlige i verden, så hun nikkede smilende og lod som om, at hun vidste, hvad ordet betød.
Hun forstod heller ikke malerierne, da de kom indenfor. Det var nogle lærreder med klatter i forskellige farver kastet ud over dem. På nogle af dem, var der tegnet et æble eller en badeand eller stor hund, og hun bestemte sig for, at hun nok hellere måtte lade være med at kommentere dem. John gik begejstret rundt og nærsturderede alle billede, mens han indimellem spurgte til hendes mening om det de så. Hun gav ret i det han sagde med en iver så stærk som muligt, uden at den virkede kunstig, og smilede, når han greb hendes hånd eller kyssede hendes kind.
Henriette og Hr. Berg smilede, hver gang hun kikkede på dem. De stod og holdt hinanden i hånden ovre ved døren og kommeterde de billeder, som hendes mand kikkede på. Hun havde kvalme.
”Hvor længe har I så været gift?” spurgte Henriette pludselig, og de så på hinanden, og hun åbnede munden, men kom så i tanke om, at hun ikke kunne huske det. Et øjeblik så de på hinanden, og han blev bleg.
”Jeg er vild med stregen i dette her!” sagde han begejstret, ”der er lidt ekspressionistisk over den vrede, som de røde farver afslører. Og pindemanden der i midten. Det er simpelthen bare så fint og humoristisk at have kombineret detaljerne i baggrunden med et så simpelt frontmotiv. Det tror jeg i hvert fald, jeg skal have!” sagde han og smilede, og Henriette så ud som om, hun havde glemt sit spørgsmål.
Hun kunne huske deres bryllup, og hun tænkte tilbage på det, mens mændene var ved at pakke billederne ind i brunt papir. Men hun kunne faktisk ikke huske, hvornår det var. De havde fotografierne derhjemme stadigvæk, og hun kunne huske, at hun havde smilet hele vejen op til alteret. Festen havde hendes forældre betalt, og der havde været levende orkester og hvide fredsliljer og en kæmpe bryllupskager og modellerede figurer af John og hende på toppen, så virkelighedstro, at alle skulle hen og kikke på dem tæt på. Det havde været en god dag.
De havde hentet mad på en restaurant på vej hjem. Laks med grøntsager og nye kartofler. Og rigtig safransauce. De havde ikke talt sammen siden de forlod galleriet. Hun tyggede den dyre fisk i tavshed, mens hun rørte rundt i grøntsagerne med sin sølvgaffel. Han drak mere rødvin end normalt, og uden vand til, og hans næsebor blafrede, når han trak vejret, som om han var sur eller irriteret. Han åbnede munden flere gange, som om han ville sige noget, men så så hun på ham, og han holdt inde. Pludselig tog han hendes hånd, og så hende dybt i øjnene. Der var ikke kærlighed i hans blik.
”Hvorfor helvede har du ikke pudset køkkenvinduet?!” spurgte han højt og dybt irriteret. Så rejste han sig og gik på badeværelset for at tage et bad.
|
Favoured: 0
