|
Plæneklipperen
Hendes øjne var temmelig røde, men hun vidste, at genboen var ligeglad. Hun ville ikke spørge hvorfor. Det kunne hun i hvert fald ikke forestille sig, for hun havde vidst selv sine problemer. Hun skulle jo også bare spørge, om hun vidste, hvor plæneklipperen stod, og om hun skulle give noget til benzinen.
Solen skinnede og himlen var klar og blå. Der var ikke en sky over den, så hun brød sig ikke om at kikke på den, ligesom at hun egentlig ikke brød sig om at forpeste kvarteret ved at gå udenfor. Det var så pænt, kvarteret, og folk var så glade, og selvom kalenderen kun sagde første maj, så føltes det som en gennemsnitlig dansk sommerdag. Af dem med solskin altså. Hun følte det bare ikke.
Hanne åbnede døren rimelig længe efter, hun havde ringet på. Hun var iført en tanktop, der engang havde været hvid, men den var nu plettet af havearbejde og sved. Hendes hår hang langs hende skuldre og var en smule hærget og fedtet, men hun så glad ud.
"Ved du hvor den der plæneklipper står?", fik hun sagt, mens hun betragtede hendes fødder. Hun havde ikke sko på, og hendes hud var tør og neglene gullige. Hun kunne fornemme, at hun smilede, selvom hun ikke ville kikke hende direkte i ansigtet. Det virkede nærmest lidt for indgående, for hun ville ikke have, at hun forstod, at det med plæneklipperen var en meget personlig sag.
"Den står i skuret, derovre!" Svarede Hanne mildt, og hun måtte kikke op for at se hvorhen. "Du skal bare tage din husnøgle og så låse den fri."
"Hvad med benzinen?" spurgte hun, og nu var hun nødt til at kikke op.
"Jeg fyldte den op tidligere i dag. Det skal du ikke tænke på."
Hun brugte lang tid på at finde ud af, hvordan hun skulle låse kæden, der holdt plæneklipperen fast til skuret, op. Den var tung og låsen meget massiv. Det var da et forfærdeligt møje og besvær der skal til at slå en skide græsplæne, tænkte hun ved sig selv, mens hun med en sidste kraftanstrengelse fik hevet låsen op, efter at have fundet ud af, at nøglen skulle drejes rundt samtidig.
Hun fandt det en smule ydmygende at skulle køre den hele vejen over den fælles græsplæne over til sin egen. Der var ingen grund til, at hun skulle vise alle andre, at hendes græsplæne endnu ikke en eneste gang var blevet slået, siden hun flyttede ind. Men den var fuld af mælkebøtter nu, og en enkelt af dem var ved at sprede frø. Hun ville ikke have sit eget ukrudt spredt ud over hele kvarteret, bare fordi hun selv havde ladet stå til.
Det føltes godt endelig at komme i gang. Maskinen larmede voldsomt, og hun følte sig tilfreds, da hun kørte den væk, fra det sted, hvor den stod, midt på græsset, før hun havde startet den. Der var helt fladt under den, og alt, hvad der havde været af alt for højt græs og bellis og mælkebøtter var væk, og der så helt ordentligt ud. Hun smilede, og skubbede ivrigt maskinen foran sig. Helt ud i alle kanter af plænen, mens hun tørrede et par tårer væk fra sin kind.
Da hun havde færdiggjort sit arbejde og så på græsplænen, var hun lidt ærgerlig over, at den ikke var større. Hun kunne ikke helt forholde sig til den.
|
Favoured: 0
