Select background

En Kunstners Fingre

Forræderiske fingre. Hvad I dog ikke skriver i ly af nattens mulm og mørke. Hvad I dog ikke får frem ved hjælp af tryk på taster eller pen og papir, hvis computeren ikke lige står tændt. Hvorfor forråder i mig hver gang jeg vender ryggen til og ikke har observerende blikke rettet mod jer?
Og hvorfor svigter I mig, når jeg så endelig vil bruge jer til at skabe mesterværker og guddommelig kunst med?
Hver gang jeg brændende ønsker at kreere endnu et mesterværk, som var jeg 20 år yngre og stadig i min gode form og med min inspirationens muse stående ved min side som en lysende engel, der spreder sin guddommelighed ud over mig og bader mig i det himlens lys, jeg har set så tit. Når solen hilser mig godmorgen og brisen løfter i gardinerne, som var det for at beordre mig ud af sengen og i gang med endnu en tekst, endnu et digt, endnu et maleri eller blot en skitsetegning på et halvkrøllet stykke papir. Men der sker intet, I forhindrer fremgang.
Forræderiske fingre, der ikke adlyder jeres mester og herre, jeres forsørger, som plejer og passer jer, om I sågar ligger krumme og halvdøde efter en halv times skrivning, eller maler derudaf i flere timer ad gangen og bliver opløst af malingens kemikalier, der ætser sig ind i jeres hud, og får blod til at dryppe på det nyvaskede gulv.
Det selv samme nyvaskede gulv, som jeg har slidt og slæbt for at få skinnende rent, selvom I konstant går mig imod og forsøger at lægge fælder for mig og gøre alting mere beskidt, end det allerede var.
Forræderiske fingre. Forræderiske og konspirerende. I får mine hænder med på jeres små julelege, der går udenom mine tanker og hensigter. I ødelægger min verden af skønhed her i min paradisets have, der er skabt af de selv samme lemmer, der nu forråder mig til fordel for en højere magt, end ikke jeg kan sætte navn på. Mine skønne grønne træer, mine små røde roser og de gule tulipaner. Alle de væsner jeg har levet og åndet for ved siden af min kunst. Nej, de er en del af min kunst! Min kunst!
Og nu griber hænderne, de forbandede bedrageriske hænder, om havesaksen. De går ud mod tulipanerne, roserne, liljerne, og de klipper. Hovederne ruller i bogstaveligste forstand ned på græsset, der bliver vædet med deres saftige og klæbrige indre væsker, der sprøjter ud på jorden, som regnede det i alfestørrelse. Og fødderne følger med gennem blomsterbedet og træder på de faldne; de lemlæstede døde kroppe, for hænderne har taget styringen, og ingen er stærke nok til at kæmpe imod.
Blodbadet fortsætter med buske og træer med saven som torturvåben. En langsom og smertefuld død. Og som om mine hænder ikke har forrådt mig nok. De fortsætter korstoget indenfor, hvor de gennemborer mine elskede portrætter og malerier. Ja, selv de små blækklatter bliver revet itu og tilintetgjort.
Forræderiske fingre. Jeg skulle aldrig have haft tiltro til jer. I fordærver mit liv og fortrænger min sjæl, så jeg til sidst ikke er mere end en handlingslammet tilskuer, der bagbundet og kneblet kan se på, mens det, der engang var min krop, smadrer hele mit livsværk og ler med en kold og metallisk latter, jeg ikke genkender som min egen eller nogen andens.
Forræderiske fingre. I har spillet mig et pus. Vi har leget katten efter musen, og jeg var musen, der til sidst stod fanget i et hjørne; lille og fortabt og uden den fjerneste chance for flugt. Et smertefuldt endeligt, der bliver trukket ud af en, der har erfaring med tortur.
Forræderiske fingre. I, der i sidste ende skulle vise sig at være den fjende, jeg har frygtet skulle brænde mine ting. Og nu ser jeg jer hælde benzin ud over mine ødelagte lærreder, tegninger, skitser og bøger, der er stablet i en pyramide med min elskede computer som kronen på værket.
Jeg ser jer tænde en tændstik, og jeg ser jer smide den på en bog, der straks tændes i et væld af grådigt slikkende flammer, der sulter efter mere og aldrig mættes.
Jeg vil kæmpe mig frem og stoppe det uundgåelige. Jeg vil stoppe dette vanvid, denne blasfemi over mine skaberværker og kunstneriske bedrifter! Jeg må stoppe dette kaos, dette altopslugende monster, der æder alt, hvad jeg har kært i stikkende flammer, der sender en stærk hede mod mig og får mine instinkter til at holde mig fra faren ved ilden. Jeg forestiller mig scenariet af min desperate krop, der kaster sig ind over flammehelvedet i et sidste forsøg på at redde de ejendommelige skatte. Jeg ser flammerne slikke sig sultent op ad mig og fortærer tøjet, der krøller sig sammen og går op i sort røg som vidne om kunststoffet, der langt fra er naturligt. Jeg kan i min forestilling næsten smage røgen og lugte stanken fra det brændte kød, der syder og bobler med gullig væske og mørkerødt blod.
En eksplosion flår mig ud af forestillingen, og det går op for mig, at alt er tabt, og det hele er for sent. Jeg hører den skingrende metalliske latter, der kommer fra min egen strube, selvom jeg gør alt for at holde den tilbage.
Forræderiske fingre! Hvad har I gjort?! I har fordærvet mig! Fortæret mit indre lidt efter lidt!
Forræderiske fingre. Forræderiske fingre. Fingre, der nu langsomt lukker sig om min hals for at stoppe den latter, jeg føler springer mine trommehinder med lydbølger, der er højere, end det overhovedet er muligt. Der snappes efter vejret og latteren dæmpes for til sidst at vige for den håbløse gispen efter luft, der pludselig føles kradsende og tør mod indersiden af min hals. De forræderiske fingre strammer stadig til, og jeg mærker mine lunger skrige efter ilten, der ikke kommer.
Latteren skal for alt i verden holdes væk. Den må ikke komme igen med sin hoverende klang af sejr. Fingrene presser og presser, og jeg ser pletter for mine øjne, der stadig stirrer manisk på ilden foran mig. Pletterne bliver større og større, og det smerter i mit bryst, hvor mit hjerte truer med at hamre sig vej ud, og mine lunger langsomt begynder at give op.
Pludselig slappes grebet, og mine ben knækker sammen under mig. Jeg ser ilden sprede sig til gardinerne, og mørket begynder at rykke sammen om mig.
Og i det øjeblik ved jeg, at jeg har vundet min kamp over de forræderiske fingre. De fik ikke lov til at få kontrollen, de fik ikke lov til at vinde.
For jeg er kunstner, og jeg er uovervindelig. Jeg er lyset og vejen, og i min kunst vil mit navn bestå.