Denne ville lige ud, efter jeg har læst Biler og Dyr af Helle Helle. Jeg ved ikke helt, om der er en sammenhæng mellem læsningen, og den første sætning.
Den er skrevet i et stræk uden videre redigering på omkring 20 minutter.
Og nej, den skal ikke være længere
Jeg håber at i finder teksten ligesom "melankolsk" som jeg håber, den virker. Ellers vil jeg meget gerne have råd til, hvordan jeg kan få skabt denne stemning mere udpræget.
Marmelade
Jeg så, at du åbnede munden, længe før du faktisk sagde noget. Som om du overvejede, hvordan du skulle formulere dig, og selvom det kun varede et par sekunder, så nåede jeg at tænke, at der var noget galt.
Jeg havde fornemmet det, siden vi stod op om morgenen, og du havde taget din hvide skjorte på og jakken over, og jeg bemærkede, at dit slips var strammere, end det plejede at være, da du tyggede på rundstykket fra fryseren. Det strammede så underligt om din hals, så du var helt rød i en ring over der hvor det sad og strammede. ”Er der noget galt?” havde jeg sagt, allerede der, men du havde bare rystet på hovedet, og jeg bemærkede, at en krumme havde sat sig fast i dit overskæg. Du spejler dig altid, før du går ud ad døren, så jeg vidste, at du ville nå at opdage det. Alt i alt så jeg slet ingen grund til at forstyrre dig med det.
Da du satte mig af foran hospitalet, smilede du, men der var noget, der manglede i dine øjne, og du greb ud efter mig, efter mit hår, som om det var din sidste mulighed for at gøre det. Som om, der var noget, du gerne ville sige til mig; men jeg lod som om, jeg ikke bemærkede det. Jeg skulle være der klokken ni præcis. Trappen foran indgangen føltes lang og stejl, og jeg lagde mærke til, at du gassede voldsomt op, og lyden skurrede i mine ører, så jeg for sammen og var ved at snuble over det tredjesidste trin.
Jeg fik papirerne fra lægen i en brun A4-konvolut, og jeg lagde den i min taske og gik forbi bageren for at købe noget brød med hjem til eftermiddagskaffen. Jeg tog selv bybussen, for jeg vidste, at du ikke ville have overskud til at hente mig på hospitalet efter arbejde.
Det var et groft franskbrød, og jeg måtte gå ned i kiosken efter jeg havde været hjemme og tjekke køleskabet, for at se, om vi havde noget marmelade. Der var ikke mere, og vi havde spist det sidste ost til morgenmad. Du havde sagt, at jeg skulle ringe, hvis vi manglede noget, så ville du handle på vej hjem, men jeg ville ikke bede dig om mere. Det var jordbær og rabarber, for det ved jeg, at du så godt kan lide.
Men du havde handlet, da du kom hjem, og du hængte jakken over en ryglænet på spisebordsstolen overfor mig, før du satte Føtex-poserne op på bordet og pakkede grøntsager og leverpostej ud på bordet. Og du havde også købt marmelade. Med solbær. Og du åbnede den, selvom jeg allerede havde åbnet den anden, og du skar skiver af brødet, der var lidt for hvidt, selvom jeg allerede havde skåret nogle af det brød, som jeg havde købt. Jeg havde lagt dem i kurven, som vi har fået af din mor, og stillet den inderst på bordet med et stykke køkkenrulle over. Jeg elsker dig, så jeg ville ikke sige noget. Jeg vidste jo, at du bare gjorde det for at være sød.
Og så sad vi der, og du havde heldigvis taget fat i termokanden inden du nåede at sætte mere kaffe over. Så satte du kopper og tallerkener frem, og en teske og en kniv til marmelade og smør, mens jeg nulrede kvitteringen fra tanken mellem min tommel- og pegefinger, så sværten forsvandt, så du ikke kunne opdage, at jeg selv havde købt marmelade. Du satte dig ned, og så var det, du åbnede munden.
Favoured: 0
