|
Hunden
Han havde egentlig ikke planlagt at han ville ud at cykle den dag, men hunden havde siddet og set så længselsfuldt ud ad vinduet. Pebet. Normalt lukkede han den bare ud i haven, og det havde han også gjort, da den peb, men den startede igen, da den kom ind igen. Så han havde pakket fire guldøl, sin pibe, vand til hunden og den sidste skive mazarintærte ned i den sportstaske, som han ellers aldrig brugte, og sat den fast på bagagebæreren. Han betragtede cyklen, mens hunden hoppede forventningsfuld om hans ben, og han tænkte på, hvor rusten den efterhånden var blevet.
Den havde ellers været et godt køb, cyklen. Han havde set den i Den Blå Avis, fejlkøb havde der stået om den. Den fejlede ikke noget, og var kun kørt på få gange, så han mente at tolv hundrede var en udmærket pris at give for den. Den var også stilet. En citybike, selvom han boede på landet, i skinnende sort, og den så stadig ny ud, selvom den var støvet og en smule rusten, fordi hans skur var en anelse utæt.
Han greb efter en klud, der lå på værktøjshylden og rystede den for de edderkopper, der havde ligget derinde og hygget sig, før han med et kærligt strøg gjorde stellet som nyt. Hunden var blevet utålmodig og var løbet ud af skuret. Han kunne høre den gø i haven, mens han tjekkede, at håndbremserne stadig virkede. Det var meget længe siden, han sidst havde cyklet.
”Jens!” kaldte han efter hunden, mens han trak cyklen over terrassen, der efterhånden var tilgroet af ukrudt. Han kunne se den løbe nede bagest i haven. Tydeligvis optaget af noget, som den selv tidligere havde gravet ned.
”Jens!” kaldte han igen, denne gang lidt mere bestemt, og den sorte hund vendte sig omgående og tordnede hen imod ham, så dens ører nærmest hoppede på hovedet på den. Selvom han havde set det flere hundrede gange før, så fik det ham altid til at smile. Den sprang op, da han ville give den snoren på, og den løb halsende hen imod havelågen, så snart han slap dens halsbånd. Det var fantastisk, som der stadig var gang i den hund efter alle de år.
Han fik åbnet den, og trak cyklen for at tjekke at hoveddøren nu var låst, før han satte sig op, og begyndte at cykle ned ad vejen. Hunden løb foran og halsede, når der gik nogen forbi. Det var sjældent, at den sådan kom ud at løbe så hurtigt.
Han cyklede ned mod kirken og forbi den. Der var åbenbart begravelse, for der var en masse mennesker klædt i sort på vej ind i kirken, da han kikkede derover imod.
Han bestemte sig for at cykle lidt uden for byen. Ud til havet. Når han nu alligevel var udenfor, så kunne han jo lige så godt gøre det ordentligt. Det var også bedst for Jens. Det var godt at få strakt de gamle ben.
Det var middag, og forårssolen bagte en tand for meget, og han strøg hånden over pandehåret. Han kom til en parkeringsplads lidt udenfor byen, der hørte til Strandkoisken. Der var ikke nogen, der ville brokke sig, hvis han spiste sin mazarintærte der. Han satte sig ved et af bordebænkesættene, og bemærkede, hvordan parasollen var hærget og bøjet af vind og vejr. Stoffet så nærmest muggent ud på indersiden. Den måtte have stået ude hele vinteren.
Han knappede en øl op mod bordkanten og drak af den i store slurke. Så kom han i tanke om Jens, og tog plasticflasken og en tomme kartoffelsalatbøtte op af tasken og fyldte den op. Hunden drak i store slurke. Han hørte den sluge vandet grådigt, trængende. Den var virkelig ved at være gammel og det bekymrede ham lidt. Han så ud over havet, mens han drak resten af sin øl. Det var der han så hende, og hun havde en grøn kjole på, og hun var på vej imod ham, så han lagde flasken ned i sportstasken og lynede den.
Hun styrede direkte imod ham, og han kunne se, at hun havde langt hår. Da hun kom nærmere kunne han se, at der var grå stænk i det, mens ellers var det lysebrunt og glitrede nærmest i solskinnet. Hun havde en lidt stor mave, men det gjorde ikke noget. Hun satte sig ned overfor ham, og det faldt ham ind, at han burde lukke munden.
.
”Hej,” sagde hun. Hendes stemme var dybere, end han havde forventet, men den var behagelig.
”Goddag”, sagde han. ”Det er dejligt vejr i dag.”
Hun nikkede og fiskede en cigaret frem fra sin håndtaske og en lille Zippo-lighter i sølv. Den var graveret, men han kunne ikke se, hvad der stod, fordi den reflekterede sollyset.
”Er det okay, at jeg ryger her sammen med dig?” spurgte hun og skævede til piben, som han var begyndt at stoppe, og som nu lå i revnen mellem to af brædderne i bordpladen.
”Selvfølgelig.” svarede han, og kunne ikke se hende i ansigtet. Hunden lagde hovedet på hendes skød og hun kløede den bag øret. ”Den bider ikke.” forsikrede han.
”Hvad hedder du?” spurgte hun, og han var ikke helt sikker på, om det var til ham eller til hunden.
”Hunden hedder Jens, og jeg hedder Jørgen.” svarede han, for at være helt sikker. ”Den hedder Jens, ligesom min søn.”
”Jens er sød.” sagde hun smilende. ”Jeg hedder Bettina.”
”Det er pænt”
”Ja.”
De talte ikke så meget sammen. De sad bare over for hinanden. Det var som om ingen af dem havde noget, de skulle noget, og det var rart, syntes han, at møde et menneske, der måske havde en lille idé om, hvordan det var at være ham.
”Giver du en øl?” spurgte hun pludselig, og han blev endnu engang forskrækket over dybden i hendes stemme. Det ærgrede ham, at hun allerede havde stemplet ham som en, der havde øl med i tasken. Men hun havde jo ret, og han fandt to øl frem og åbnede dem mod bordkanten. Han stillede den ene foran hende, og drak selv af den anden i endnu større drag end den første.
”Hvad laver du herude helt alene?” spurgte han prøvende, det var længe siden, han havde talt med en kvinde.
”Jeg er bare ude at gå. Min bil holder nede ved stranden. Man skal jo holde sig lidt i form, og det er nu rart at få lidt sol på armene, så længe den er her.” sagde hun og strøg sin pegefinger ned og den smukke, solgyldne hud. ”Skulle du bare ud og lufte hunden?” spurgte hun.
”Ja.” svarede han høfligt. ”Han er ved at være gammel. Jeg fik den lige efter min søn stoppede med at ringe.”
”Nå.” svarede hun uden at se på ham. Så kløede hun hunden bag øret igen. ”Det er også en sød hund ... Har du et arbejde?” forsatte hun, stadig med blikket fæstnet ned på hunden.
”Nej.” svarede han. ”Der er ikke noget for folk som mig.”
”Nej det er der vel ikke. Det er vel også derfor din søn ikke ringer.”
Hun røg endnu en cigaret, og han overvejede at fortælle hende om morgenen, hvor Margrethe havde pakket en kuffert og taget teenagesønnen i hånden og flyttet hjem til hans svigermor. Hvor ulykkelig han havde været, også selvom hans arbejdskammerater havde set en oplagt mulighed for at bygge det store hus om til kollektiv. Om hvor hyggeligt det havde været, når de spillede dart i stuen om aftenen. Hvordan det havde været da først Bjørn, så Lars og så Svend havde fundet koner og var flyttet ud. Hvordan han havde følt, da Jens kom hjem efter sin studentereksamen for at vise sit eksamensbevis frem, og han havde været for fuld til at læse, hvad der stod på det. Og han havde sat sig til at sige grimme ting om Margrethe. Han kunne huske sønnens ansigtsudtryk, da han så på ham og rystede på hovedet, før han gik ud og smækkede døren hårdt i bag sig. Det var derefter, han havde købt hunden.
”Hør. Skal vi ikke have os nogle flere øl? Der ligger en tankstation derovre. Jeg kan hente nogen, hvis du ikke har nogen penge.” Hun smilede slesk, og han indså, at hun ikke var så rar, som han først havde troet. Men det var sjældent, at en kvinde betalte hans øl, så han nikkede bare uden at sige noget. Hun rejste sig fra bordet og gik hen imod tanken. Han kløede Jens på hovedet og fyldte hans bøtte op igen.
Hun kom tilbage med to bærerposer, og hun begyndte at sætte øllerne op på bordet, to ad gangen, så det gik hurtigere. ”Bare drik!” sagde hun, og åbnede én af dem med bunden af sin lighter.
Han begyndte mekanisk at åbne den ene mod kanten af bordet efter den anden, mens han bundede dem hurtigere, end han havde drukket før. Hunden peb fra jorden. Måske frøs den, det var blevet eftermiddag og det var begyndt at blæse op. Når han så over på kvinden, kunne han se, at hendes skuldre rystede. Han rakte hende sin jakke, som hun lagde over benene. Mest af høflighed, så det ud til. Han tænkte ikke videre over det.
Da han blev for beruset til at åbne øllerne selv, begyndte hun at gøre det for ham. Hun gjorde det mekanisk, uden at se på ham, og hun drak næsten ingenting selv. Hun smilede bare og stirrede ud i luften. Engang imellem bøjede hun sig ned, for at tale til hunden.
Han blev vækket af en brysk mandestemme, der bad ham sætte sig op, og lugten af bræk væltede ind i hans næsebor, og han gøs. Solen var ved at gå ned.
”Er du okay mester?” sagde Falckredderen, der havde talt til ham. Han så bekymret ud.
”Jeg har det fint!” sagde han lettere diffust. Han kunne stadig mærke alkoholen fra øllen i blodet, og han så sig omkring. Kvinden var væk.
”Hvor er min hund?!” udbrød han, da det gik op for ham, at den ikke længere lå ved hans fødder. ”Hvor er Jens?!”
”Din hund?” sagde redderen forvirret. ”Vi har ikke set nogen hund. Er du sikker på, du ikke skal med en tur på skadestuen?”
”Jeg skal ikke på nogen skadestue!” sagde han bestemt. Han rejste sig op, mens han støttede sig til bordet. Falckredderen stod stille og holdt øje med ham, mens han vaklede over mod tankstationen. Måske havde de set noget derovre.
”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?”
Det var en ung pige, der stod bag disken i en rød t-shirt. Hun havde et lille skilt på, og i lyset fra loftlampen skinnede det, og skar ham i øjnene. HELLE.
”Har du set min hund?” prustede han. Han gjorde sig umagen med ikke at virke anklagende. ”Har du set Jens?”
”Ja, damen tog den med og kørte.” sagde hun. ”Jeg holdt øje med dig i en halv time, og det så ud som om du var besvimet, så jeg ringede til Falck.”
”Fik du nummerpladen?” spurgte han. Han var vred.
”Nej, det gjorde jeg desværre ikke. Jeg må ikke forlade butikken og det er for mørkt til, at jeg kunne se den herfra.” sagde hun nærmest undskyldende. Det var ligemeget. Han hadede hende indædt, men han undertrykte lysten til at slå hende.
”Din dumme kælling.” sagde han, før han vendte sig om og vaklede ud af butikken.
|
Favoured: 0
