|
Novelle af H. Jensen
Den begivenhed, jeg her vil fortælle om, hører til de skelsættende begivenheder, hvoraf der findes én eller et par stykker i ethvert menneskes liv. Begivenheder, som i tilbageblik, og ofte først der, viser sig at være afgørende for den person, man er blevet, og den vej i livet, man har valgt. For mit vedkommende var det en enkelt begivenhed, som til at begynde med virkede nederdrægtig og slet ikke spor gavnlig.
Da jeg var en 8-10 år, boede vi, mine forældre og jeg, i en pæn villa i et pænt forstadskvarter. Det var lidt over vores standard, egentlig havde vi ikke rigtig råd, og både min far og min mor måtte arbejde fuld tid for at få det til at løbe rundt. Men mine forældre ønskede at stige opad i samfundet, og prisen i form af meget arbejde og sparsommelig levevis var de parate til at betale.
"Du er en stor dreng nu, Henning", havde min mor sagt, da vi flyttede ind. "Du kan godt klare dig selv om dagen, ikke? Jeg er sikker på, at du finder nogle nye rare kammerater her, du kan lege med efter skole!"
Men så let var det ikke. De andre drenge i kvarteret så lidt ned på mig. Vi var nytilflyttere, min mor var ikke hjemme om dagen, vi havde ikke fin bil osv., kort sagt, der var meget galt med mig. Så jeg begyndte at hænge ud med en gruppe lidt større drenge fra et nærliggende boligkompleks. Bortset fra det med huset lignede vores vilkår mere hinandens, og i den gruppe var huset et stort plus, måske en af de vigtigste grunde til, at jeg blev optaget i gruppen! Ikke at jeg nogensinde tog dem med ind i huset, det turde jeg ikke, men vi kunne lege i haven og spille fodbold på den øde villavej, og det var store fordele i forhold til de slidte legeområder, de ellers var henvist til. Så når vi blev trætte af at strejfe om i omegnen, hvor vi drillede fodgængere og generede de handlende eller ledte efter guld på skrotpladsen, gik vi tit over til mig. Så spillede vi bold på vejen og klatrede i træerne i haven, og vi nød, at vi kunne være uforstyrrede, hvilket vi som regel var, bortset fra vores nabo!
Det var en gammel mand, hr. Jørgensen, som havde nabohuset, og det var ikke ham, der kom efter os. Faktisk havde jeg kun set ham nogle få gange sidde ude i haven i en kørestol, han var både dårligt gående og blind, men han havde en husholderske, og hun havde øjne alle vegne! Nogle gange fløj bolden ved en fejltagelse ind i deres have, og når en af os forsigtigt krøb ind ad et lille hul i hækken for at hente den, opdagede hun det altid og kom farende ud på trappen og stod og skældte ud. Okay, indimellem havde bolden knækket et par blomster på sin vej, men hun tog på vej, som om vi havde ødelagt hele haven! Vi gjorde stærkt grin af hende, "heksen" kaldte vi hende, og der gik lidt sport i at snige sig ind i haven og håbe på, at hun ikke opdagede én. Der stod bl.a. et æbletræ med meget lækre æbler, som de ikke selv plukkede vel at mærke, og dem ønskede vi så at "hjælpe dem af med", som vi sagde. Men det slog stort set aldrig fejl: heksen opdagede det og kom ud på trappen og råbte, at vi skulle tage og forsvinde, sådan nogle skarnsunger, og lade pæne menneskers have i fred! Men hun kom aldrig efter os, når vi løb, og hun lagde aldrig hånd på nogen af os. Måske var det derfor, hendes udskældning blev mere morsom end egentlig faretruende.
Men en dag skete der noget, der vendte op og ned på det hele.
Vi spillede som sædvanlig fodbold ude på vejen, og det var min tur til at skyde. Jeg sparkede til bolden, alt hvad jeg kunne, åh et smukt spark, der sendte bolden af sted i en flot bue... i en helt forkert retning! Det var da ikke mit ben, der havde sparket bolden af sted med fuld fart i retning af det store stuevindue i hr. Jørgensens hus? Vi stod som forstenede, mens det uundgåelige skete: bolden smadrede ruden og glas og splinter røg til alle sider. Og så løb vi. Bare væk, vi løb så hurtigt vi overhovedet kunne, men der var en faretruende stilhed bag os: ingen heks var kommet ud på trappen og stod og råbte skarnsunger efter os, ikke en lyd var der at høre efter braget.
Vi kom ned på legepladsen ved boligblokken, hvor de andre boede, og de gik straks i gang med at drille nogle af de mindre børn og tage deres legeredskaber og sådan noget, men jeg kunne ikke rigtig være med i det. Jeg blev ved med at tænke på bolden, der bragede gennem vinduet – og tavsheden bagefter. Hvad var der sket? Havde bolden ramt hr. Jørgensen? Måske var han død? Eller måske havde den ramt heksen? Selvom jeg ikke brød mig om hende, havde jeg dog intet ønske om at gøre hende noget ondt. Og jeg var bange. Tænk, hvis der nu var sket noget alvorligt? Tænk, hvis politiet kom og jeg skulle i fængsel? Hvad ville min far og mor sige, de troede, jeg sad stilfærdigt derhjemme og læste lektier hver eftermiddag!
"Hvad så, Henning, skal du ikke være med?" råbte en af de andre. De havde fået erobret klatrestativet og skulle til at lege røvere og soldater.
"Jeg har ondt i hovedet, jeg går hjem", sagde jeg, og så luskede jeg af. Jeg kunne godt mærke deres øjne i ryggen: "hvad er der nu med ham"? eller "tøsedreng", tænkte de, men det kunne jeg ikke tage mig af, jeg skulle bare hjem.
Så der sad jeg i det stille køkken, da det en time senere ringede på døren. Alle mulige skrækscenarier var gået gennem mit hoved, så med en holdning som en, der skal føres til skafottet, gik jeg ud og lukkede op. For politiet regnede jeg med. Men det var det ikke. Det var heksen.
"Kom", sagde hun og rakte sin hånd ud mod mig. Jeg tror ikke, at jeg umiddelbart følte, at det på nogen måde var bedre end skafottet, men jeg var rede til at tage min straf, så jeg gik med uden at sige en lyd. Jeg regnede med, at nu skulle jeg have tæv, måske ikke af hr. Jørgensen selv, han var nok for gammel, men så af hans søn, hvis han havde sådan en, eller af heksen selv.
Jeg blev ført op ad trappen udenfor, hvor jeg så ofte havde set heksen stå, og derfra ind i en gang, hvor heksen lod mig stå, mens hun selv gik videre ind i stuen.
"Nu er han her, hr. Jørgensen", hørte jeg hende sige gennem den halvåbne dør.
"Godt, så før ham herind", sagde hr. Jørgensen, og så stod jeg pludselig midt i det ragnarok, som min bold havde forårsaget: glasskår alle vegne, væltede ting og midt i det hele sad hr. Jørgensen i en gammel lænestol. Han så ikke ud til at være blevet ramt af bolden, gudskelov, men hvad mere underligt var: han så ikke særlig vred ud. Han sad med min bold og en ting mere i skødet, og så rakte han bolden frem mod mig:
"Det er vist din bold, min dreng"?
"Ja, jo, det er det vist", stammede jeg. "De må meget undskylde hr., jeg er meget ked af det… "
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. En masse følelser susede rundt i mig: lettelse først og fremmest, lettelse over at der ikke var sket nogen noget, lettelse over at han ikke var vred, og jeg åbenbart ikke skulle have tæv, men også undren. Havde det været min far, var han blevet så rasende, at han havde stukket mig et par lussinger, inden han overhovedet havde fundet ud af, om det var mig, der havde gjort det!
"Ja", sagde hr. Jørgensen. "Kom herhen!"
Jeg gik nærmere, og han rakte mig bolden, som jeg forvirret tog imod. Måtte jeg virkelig få den igen, efter al den ødelæggelse den havde forårsaget?
"Se her", sagde hr. Jørgensen, og tog det andet op, som havde ligget i hans skød. Nu kunne jeg se, at det var en lille figur i træ af et eller andet dyr, som havde fået halen brækket af.
"Åh", sagde jeg, "er den gået i stykker? Det er jeg sørme ked af, hr. Jørgensen, det må De meget undskylde!"
"Ja", sagde han igen. "Jeg vil gerne undskylde dig, men det er ikke gjort med det. For at betale glarmesterregningen, i hvert fald symbolsk, vil jeg idømme dig en straf. Hver eftermiddag i en uge skal du komme her og hjælpe mig, er du indforstået med det?"
"Åh ja, tak, hr. Jørgensen", stammede jeg, som få minutter før havde frygtet ting, der var langt værre, for jeg var sikker på, at lige meget hvad hr. Jørgensen kunne finde på at sætte mig til, og det blev sikkert slemt, ingen tvivl om det, så ville det være bedre end politi, fængsel eller tæv.
"Godt, så møder du her i morgen efter skole", sagde hr. Jørgensen. "Løb så hjem med dig!"
Og det gjorde jeg med lettelse, det hele kørte rundt for mig i en grad, så jeg måtte lægge mig på min seng og tænke det hele igennem for at kunne virke rolig, når min forældre kom hjem.
***
Næste dag startede så min "samfundstjeneste" hos hr. Jørgensen. Jeg var noget nervøs, da jeg ringede på døren, pludselig var jeg alligevel lidt skræmt ved tanken om, hvad han ville sætte mig til, og forestillingen om politi og fængsel var blegnet lidt, der var jo trods alt ikke kommet nogen til skade?
Inde i stuen så alt igen pænt ud, ruden var blevet repareret og skårene fjernet.
Hr. Jørgensen sad ved et stort bord, foran ham lå den lille figur, der var gået i stykker dagen før.
"Kom herhen, min dreng", sagde han. "Du skal ikke være bange, jeg vil ikke gøre dig noget".
Jeg gik derhen og stod og ventede.
"Det første, du skal gøre, er at hjælpe mig med at reparere denne lille figur. Hvis du går over til skabet på væggen, så vil du i det finde lim og en klud og lidt sandpapir".
Jeg gjorde, som han havde sagt, og så forklarede han mig, hvordan jeg skulle slibe de brudte flader, før jeg limede dem sammen, og bagefter tørre overskydende lim af med kluden.
"Du kan se, min ven", sagde han, "jeg kan ikke længere se til at gøre den slags arbejde, så derfor må du være mine hænder og øjne".
Imens fortalte han om træets måde at opføre sig på, at hvis det brækkes med årerne, så giver det et glat brud, men hvis det brækkes mod årerne, så flosser det, og han viste mig, hvordan årerne gik i det lille dyr, jeg sad og limede sammen.
"Hvordan kan De se, hvor årerne går, når De ikke kan se?" spurgte jeg.
"Jeg har ikke altid været blind", svarede han. "Jeg har for mit indre syn et billede af den figur, fordi jeg købte den for længe siden. Og måske har jeg beskæftiget mig så meget med træ, at jeg kan føle årerne i træet i mine hænder!"
"Hvorfor har De beskæftiget Dem så meget med træ?" spurgte jeg igen. For mig var han jo bare en blind gammel mand, og jeg havde ikke tænkt på, at han også havde haft et langt, indholdsrigt liv, før han var endt der.
"Træ er det dejligste materiale at beskæftige sig med", svarede han. "Det er blødt, hårdt, let at forme og bearbejde og alligevel med sin egen vilje og sit eget… liv. Men ud over det, min dreng, så var jeg snedkermester, før jeg blev blind og måtte gå på pension!"
Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved: hvorfor var han blevet blind? var det svært at være blind? og hvordan havde hans liv været før det? Jeg havde lært, at det var ikke høfligt at være nysgerrig, så jeg beherskede mig, men i løbet af de næste dage fik jeg alligevel meget at vide.
Den "straf" hr. Jørgensen havde udtænkt til mig, var egentlig slet ikke nogen straf. Jeg kom hver eftermiddag, og så havde hr. Jørgensen udtænkt en eller flere ting, vi skulle kigge på, altid træting, og selvom han ofte satte mig til at finde dem i stuen, så havde jeg dog alligevel indtryk af, at han lige så vel selv kunne have rejst sig og hentet dem frem selv. Så pudsede vi træet, han fortalte mig om den type træ og om den genstand, hvor han havde købt den og hvilke historier, der var knyttet til den. Det startede med en gammel, knudret stok, som han havde hjembragt fra sin første tur til Harzen. Den var af solidt fyrretræ og skønt gammel næsten ikke mærket af tidens tand. Hr. Jørgensen havde været på valsen, det vil sige at han havde arbejdet sig gennem Europa, hvor han havde gået fra sted til sted og tilbudt sin arbejdskraft. Han havde mest været i Tyskland, som han holdt meget af, men han kunne også fortælle fra andre europæiske lande, hvor han havde vandret, og fra hvert land havde han hjembragt en eller anden lille træting.
Jeg lyttede med åben mund og åbent sind. Hjemme hos os var alting nyt, mine forældre gik ind for, at alt skulle være så moderne som muligt, så ingenting havde en historie, men den verden, som hr. Jørgensen fortalte om, fascinerede mig, en verden hvor ting havde en historie, og man passede på dem.
Selv efter at min "straf" var udstået, forsatte jeg med at komme hos hr. Jørgensen. Jeg brød mig ikke længere om at være sammen med drengene fra boligblokken, det at ødelægge og drille og genere sagde mig ikke længere noget.
Jeg blev smittet af hr. Jørgensen glæde ved træ, og lærte af ham meget om træ. Da jeg fik sløjd i skolen, blev jeg straks begejstret for det og nød endelig selv også at udføre noget i træ. Mine forældre forbød mig dog at blive snedker, i vores familie skulle man blive til noget, sagde de. Så jeg studerede og endte som museumsinspektør, det har dog lidt at gøre med at bevare de gamle ting.
Før hr. Jørgensen døde, gav han mig stokken fra Harzen.
"Det var mig en stor glæde at lære dig at kende", sagde han. "Jeg vidste med det samme, den dag du kom herind, at du var god nok, fordi du sagde undskyld. Ellers havde jeg blot givet dig bolden og bedt dig gå igen. Så straffen var ikke ondt ment, forstår du?"
Det forstod jeg jo godt, og det havde jeg vidst længe. Det var en stor gave, jeg fik, og den har jeg forsøgt at give videre til mine børn: glæden ved træ, glæden ved at ting har en historie, glæden ved at tage vare på smukke ting.
Vi har også rejst meget, og jeg har så vidt muligt også altid taget en lille træting med hjem. En skål af blankt oliventræ fra Grækenland, en figur af hårdt cedertræ fra Canada, en ramme af ibenholt fra Afrika. Jeg har haft mulighed for at rejse til mere eksotiske steder end hr. Jørgensen, men hvert sted har jeg fundet håndværkere, kunstnere med den samme glæde for træ, som den gamle snedkermester fra min barndom.
|
Favoured: 0
