Select background

Hjort







”Hvor skal du af?”
”Odense.”
”Nårh. Er det en kæreste, du skal besøge?”
”Nej. Jeg skal hjem til mine forældre.”
”Er du fra Odense oprindeligt så?”
”Nej. Mine forældre flyttede dertil for fem år siden.”
”Jeg skal til Roskilde!”
”Okay.”.
Jeg lænede mig op ad vinduet og viftede med UD&SE foran mit ansigt. Der var lummert i vognen, og den var godt overfyldt af efterskoleelever og ferierejsende. Det var eftermiddagen før skolernes sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at tale med hende; dels fordi jeg var træt, dels fordi jeg egentlig ikke kunne komme på noget interessant at tale med hende om, men mest af alt fordi hun var gammel og strikkede på noget, der lignede hjemmefutter til en nyfødt, og jeg gad simpelthen ikke høre om et eller andet barnebarn, som havde gjort hendes vidunderligt succesfulde datter ååååh så lykkelig, og om hvor meget det lignede hende, og hvor fantastisk det skulle blive at komme på besøg hos dem i Roskilde. Jeg lukkede øjnene og lod som om jeg sov, men lyden af hendes strikkepinde der klikkede mod hinanden gjorde det umuligt at tænke på andet, end at hun stirrede på mig fra overfor.
Jeg åbnede øjnene igen og betragtede hende. Hun var lille og slank, og havde sit grå hår sat op i en lille knold bag på hovedet. Rynkerne i ansigtet tydede på en alder på omkring halvtreds år. Hun var iført en postkassefarvet buksedragt og samme farve læbestift, og på hendes lillebittede næsetip sad et par kuglerunde briller, og skærmede lidt for de store, opspilede øjne. Hun stirrede. Indgående.

”Har du nogensinde set en hjort?” spurgte hun pludselig, og der var noget over tonefaldet, der forskrækkede mig, så jeg hoppede et lille stykke op fra sædet. Måske skyldtes det også, at spørgsmålet var så sært, men sagt med så meget bestemthed i tonefaldet, at det lød til at være et meget vigtigt spørgsmål. Jeg stirrede tilbage på hende, og bemærkede, hvordan hun fastholdte mit blik.
”Ja.” svarede jeg så. ”Da jeg var i dyrehaven med min farfar som lille.”
”Var det en rigtig hjort så?” spurgte hun og rynkede på næsen. Da jeg ikke har nogen idé om, hvad en forkert hjort er, blev jeg ret usikker på, hvad jeg skulle svare.
”Det vil jeg tro.” sagde jeg, og det var egentlig mere et spørgsmål end et svar.
”Havde den pletter?” spurgte hun så. ”Rigtige hjorte har pletter, sådan... ned langs siden!” hun lavede en bevægelse tværs igennem luften, som for at vise, hvor siden på en hjort sad.
”For at være ærlig, kan jeg ikke huske det.” svarede jeg, og hun så en anelse skuffet ud.
”Jeg har en hjort hjemme i Roskilde.” sagde hun og smilede. ”En rigtig hjort. Sådan en med prikker ned langs siden. Du kan tro, den er kærlig. Den kommer, når jeg kalder og så videre.” sagde hun forklarende, og jeg følte et vidst ubehag ved situtationen.
”Hvor i alverden har man en hjort i Roskilde?” spurgte jeg, fordi det var det første, der faldt mig ind.
”Jeg har den i soveværelset. Det kan godt lide at ligge i fodenden, når jeg sover.”
”Du har en hjort i soveværelset i dit hus i Roskilde?” sagde jeg mistroisk. Det bekymrede mig ikke rigtig, at jeg muligvis virkede en anelse uhøflig.
”Nej.” svarede hun. ”Jeg har en hjort i mit soveværelse i min lejlighed på fjerde sal.”
Jeg svarede ikke. Jeg stirrede, mens strikkepindende klikkede løs imod hinanden. Jeg nulrede min perkæde imellem fingrene. Det glædede mig lidt, at hun ikke havde nævnt noget om noget barnebarn.
”Futterne der... hvem er de til?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg var nødt til at få be eller afkræftet, om jeg skulle frygte barnebarnssnak, og den eneste måde at gøre det på, var ved at spørge. Hun svarede ikke. Hun så på mig med et udtryk, som var jeg faldet ned fra månen. Det var misbilligende, som når man ser på en person, der lige har sagt noget virkelig dumt.
”Kan du ikke selv regne det ud?” spurgte hun.
”Nej, så spurgte jeg ikke.” svarede jeg lettere irriteret.
”Så er du da vidst ikke så klog.” svarede hun og så ned på sit lyseblå strikketøj.

Jeg følte mig en anelse fornærmet. Jeg læste sprog på universitetet, og så egentlig mig selv som temmelig intelligent.
”Er de ... til ... din hjort?” spurgte jeg prøvende.
”Bingo! Der fattede du det!” Hun så op på mig igen. ”Der er ikke ret mange, der forstår, hvorfor man vil holde en hjort som kæledyr.”
”Nej, det gør jeg heller ikke, hvis jeg skal være ærlig.” svarede jeg.

Hun var stille længe. Hun strikkede på livet løs, som gjaldt det hendes liv om hun fik sutterne færdige, før toget nåede Roskilde. Da vi krydsede lillebælt begyndte jeg at samle mine ting sammen og smilede.
”Ja, du må undskylde jeg ikke har sagt så meget. Men jeg har ikke nogen spændende kæledyr, som jeg kunne inddrage i samtalen.” sagde jeg falsk undskyldende.
”Det gør ikke noget.” svarede hun. ”Men det ville nok hjælpe noget, hvis du fik dig en hjort. På den måde havde du noget spændende at tale med folk om.”