|
Kannibal
Vibe Stjernholm, stod der på det lille polerede messingskilt uden på døren. Det hang lige over brevsprækken, og døren var låst. Indimellem smed postbudet reklamer ind ad dem, og på den anden side blev de samlet op og lagt i en fin bunke oven på skostativet. Den nåede efterhånden loftet, og hun var glad for, at der ikke var nogen, der nødvendigvis skulle se på den, bortset fra hende selv.
Onsdag eftermiddag sad hun ved sit skrivebord med en hobbykniv, og skar karton ud til små billeder. Det hun arbejdede på, da radioen tændte sig selv, var et portræt af hendes hund, der var død året før. I virkeligheden savnede hun den ikke vanvittigt meget, men det var nu meget hyggeligt. Sådan at skære disse portrætter og hænge dem op på væggen.
Hun betragtede sin egen hånd, som var den en andens og bemærkede, at huden var begyndt at blive grålig. Måske var hun syg,, tænkte hun, mens hun tog hånden i nærmere betragtning. Den var smal og bleg som normalt. Det var der ikke noget underligt i. Men den grålige farve bekymrede hende en anelse. Måske var den ved at falde af?
Hun forsatte med at skære i portrættet af sin hund. Med den grå hånd, mens hun så på det nedrullede gardin for vinduet ud til gården. Radioen havde, som nævnt, tændt sig selv, og den spillede en gammel revy-klassiker af Grethe Sønck. Da det gik op for hende, hvad det var, hun hørte, rejste hun sig og slukkede den. Da hendes pegefinger ramte knappen, så hun, at den var vokset. Den var næsten dobbelt så tyk som normalt, og hun gik ud på badeværelset og spejlede den, for at kunne se den fra en andens vinkel. Set fra den andens synspunkt så det ud som om, den var inficeret, eller at hun var kommet til at slå den med en hammer. Hun ejede ikke en hammer, så det kunne ikke være det, det der var sket. Hun gik ind i stuen igen.
Hun tændte en cigaret og bemærkede, at radioen var startet igen. Der måtte være knuder i strømmen. Eller også var der en anden årsag. Hun overvejede muligheden for en poltergeist og tænkte på, at det egentlig kunne være ganske morsomt. Hun grinede lidt af denne tanke, indtil det gik op for hende, at hendes hånd var begyndt at gøre ondt.
Hun betragtede den igen. Den var nu begyndt at blive en smule blålig under det grå. Det plejede den bestemt ikke at være, og hun syntes pludseligt, at fingeren virkede endnu tykkere. Hun måtte have noget i køkkenet, der kunne desinficere den, for hun kunne jo ikke så godt have slået den med en hammer, når hun ikke ejede sådan en.
Hun gik igennem alle køkkenskabene for at finde noget sprit. Alkohol. Var det ikke sådan, man plejede at deinficere sår? Der var ikke noget. I det hele taget var køkkenet temmelig tomt. Kogende saltvand, tænkte hun, og fandt en kasserolle frem fra skabet. Hun fyldte den med vand, og satte den på blusset og tændte for det hvorefter hun hældte en teskefuld salt i. Hun holdt om håndtaget med den raske hånd, indtil det gik op for hende, at gryden godt kunne stå selv. Men det føltes på en måde temmelig rart sådan at holde nogen i hånden. Da vandet var tæt på at koge, åbnede hun den øverste skuffe og fandt den store kniv frem. Så lagde hun hånden på bordet og begyndte at skære. Hun skar helt nede var roden af fingeren, og lagde snittet hele vejen rundt om. Blodet der hurtigt begyndte at pible frem og ud over bordet i en stor pøl, var blåligt, og det undrede hende en lille smule. Men det var godt, at hun havde besluttet sig for at skære den af, vidste hun. Da hun nåede ind til knoglen, så hun, at den i det mindste så sund ud. Det var nok meget godt. Spørgsmålet var nu bare, hvordan hun skulle få den knækket, når hun nu hverken havde hammer eller mejsel. Hun fandt dog hurtigt på, at hun kunne lægge fingeren på bordkanten, og hvis hun så slog hårdt nok på resten af den syge hånd med den raske, så kunne det være, at den knak.
Det gik overraskende nemt, selvom lyden af den knækkede knogle overraskede hende ved sin volumen. Imens kunne hun høre Uglevisen fra stuen.
Hun skar igennem knoglen med kniven. Den var nu blevet lige til at skære i, og der lød endnu et knæk, da hun skar igennem de sidste få splinter. Da hun var færdig tog hun en karklud og bandt om resten af den syge hånd, hvorefter hun plumbede fingeren ned i vandet. Hendes mave knurrede også sådan.
|
Favoured: 0
) bliver draget ind i et minunivers der bestå af karakterens tanker og handlinger )
