|
fortsættelse til novellen ulv. jeg tror godt man kan få mening ud af denne her, selvom man ikke har læst ulv.
Når månen stiger
(ulv 2)
Ralph smækkede bildøren i og småløb over parkeringspladsen. Så snart han var kommet indenfor børstede han sneen af sig og gned hænderne. Han kunne ikke mindes at han nogensinde før havde oplevet så kold en vinter.
Han var som altid i god tid. Han satte pris på at drikke en kop kaffe og skimme sine patienters journaler igennem, inden dagens arbejde begyndte.
Et bestemt klask, fik automaten til at sende en dampende kop kaffe ned i bægret, med en hvæsende lyd. Ralph smilede for sig selv, han syntes næsten det var i går han havde stået her og kæmpet med automaten for første gang. Sandheden var nu, at der var gået tre år siden han blev ansat. Han sukkede, havde han virkelig allerede arbejdet på Skt. Cyprianus i tre år? Tiden fløj af sted. Han elskede sit job, han holdt af at bringe folk håb og af at gøre en forskel. Men desværre endte ikke alle eventyrene her lykkeligt. Den lukkede afdeling rummede mange ulykkelige skæbner, og på trods af hans ihærdige forsøg, måtte han sande at der var mennesker der ikke kunne nås.
”Morn Doktor, står du og dagdrømmer lidt?” Grinede en stor, skaldet portør og satte sig ved bordet.
Ralph smilede og tog plads overfor ham, ”ja Mick, det gjorde jeg vist.”
”Nå, hvad står programmet så på i dag?”
Ralph tog en tår af kaffen og bladrede journalerne igennem, ”hvis du vil starte med at følge Isabella ned til mig.”
Mick nikkede, ”hun er nu sådan en rar dame, det er sgu synd hun har en skrue løs…”
Ralph sendte et lettere bebrejdende blik over brillekanten.
Den skaldede rullede med øjnene, ”ja ja undskyld. Men det har hun jo.”
”Tja, der er en grund til hun er her. Men hvis hendes fremskridt fortsætter, kan hun snart overflyttes til en åben afdeling.”
Mick smilede, ”det ville uden tvivl gøre hende rigtig glad.”
Ralph nikkede, ”ja, men du siger ikke noget til hende. Du ved, hvis noget nu kommer på tværs.”
”Naturligvis, jeg skal nok holde tæt, ”han kiggede på sit ur, ”skal vi til det?”
”Ja, det må vi hellere. Vil du med ned på den nye kineser til frokost?”
Den skaldede klappede sig på maven, ”det kan du bande på, det kræver sgu lidt at holde den her ved lige.”
Ralph strakte sig og gik ned mod udgangen for at mødes med Mick, dagens samtaler var forløbet uden de store forhindringer, specielt Isabella virkede til at være i klar bedring. Hvis det varede ved kunne hun overflyttes meget snart. Han glædede sig på hendes vegne, og samtidig gav det ham en tro på, at det kunne nytte. Han kunne gøre en forskel.
Han kunne se at Mick allerede stod med overtøjet på og ventede ved udgangen, Ralph kunne ikke tilbageholde et smil, ”sjovt så god tid du altid er i til frokost,” drillede han.
Mick grinede, ”nu skal du ikke komme for godt i gang Doktor, nogen kunne finde på at give dig en vasker…”
”Ja, sne er der jo nok af,” erkendte Ralph mens han trak frakken tættere om sig, viklede halstørklædet flere gange rundt og sørgede for det også dækkede ørene.
”For pokker da mand,” grinede Mick, ”vi skal bare rundt om hjørnet. Ikke til nordpolen…”
På vej tilbage til Cyprianus, fangede en avisoverskrift Ralphs opmærksomhed.
Kannibalens sjette offer, stod der med fede typer.
Ralph gøs, ”endnu en hva`?”
Mick nikkede, ”hørte du ikke nyhederne i morges?”
Ralph rystede på hovedet.
”Det er sgu en grim historie. En kvinde, 30 år, gift og mor til en, blev fundet i morges. Manden efterlyste hende da hun ikke kom hjem fra en biftur med veninderne. Ligesom de andre havde hun stadig tegnebog og værdigenstande på sig … og som i de andre tilfælde var der blevet … ædt af liget.”
Ralph sank hårdt, ”hvem fanden kan gøre den slags?”
De var kun lige trådt gennem dørene på Skt. Cyprianus, da Ralph fik øje på hospitalets daglige leder, Anna Wilson, hun var fordybet i en samtale med to mænd.
Hun løftede blikket og vinkede ham nærmere, ”Ralph, har du et øjeblik?”
De tog alle plads på Annas kontor, mændene præsenterede sig som Abrahamson og Russell fra drabsafdelingen.
”I er nok begge bekendt med, kannibal sagen, som medierne så smukt har døbt den?” Spurgte Russell, tonen i hans stemme afslørede tydeligt hvad han mente om pressens kreativitet.
Anna og Ralph nikkede begge.
”Der er næppe en borger i byen, der ikke er bekendt med den sag,” sukkede Anna.
Russell nikkede alvorligt, ”for tre år siden flygtede en patient herfra, han blev aldrig fundet, korrekt?”
”Det er korrekt,” svarede Anna, ”men du tror vel ikke…”
” Jeg vil gerne have jer til at se på nogle billeder af ofrene. Jeg må advare om at det er skrappe sager,” afbrød Russel hende og begyndte at line billederne op på bordet.
Ralph måtte synke hårdt for at hindre de nyligt indtagede nudler i at komme op. De seks billeder viste mennesker med ansigter fordrejede i smerte og vidt opspilede øjne, for evigt fastfrossede i rædsel. Deres kroppe var sønderrevne, knogler stak ud gennem huden og tarme snoede sig hen ad jorden som slanger på flugt.
Ralph skubbede billederne fra sig og stirrede op på den omfangsrige Russell, ”hvad belæg har I for at tro, at Sean gjorde det her?”
En kold latter undslap betjenten, ”se på billederne doktor, de skader er påført uden brug af våben. Er du klar over hvad der skal til, for at påføre et menneske så massive skader? Intet normalt menneske er i stand til det, men en der tror han er et dyr… hvilket jo også forklarer hvorfor ofrene stadig har alle deres værdigenstande, hvorfor de intet har tilfælles, hverken alder, bekendte, livsstil, job, køn eller noget som helst andet, og det forklarer også hvorfor der er blevet ædt af dem. Vi leder ikke efter en seriemorder, snarere et rovdyr.”
Ralph knyttede hænderne, ”at Sea… at den pågældende patient, havde en forestilling om at han ikke var et menneske, gør ham ikke til morder!”
Russell smilede skævt, ”hvor mange ulve psykopater tror du vi har randende rundt i byen? Hvis I har nogle som helst oplysninger om, hvor vi skal lede efter Sean Black, så er det nu I spytter ud.”
Ralph skulle til at svarer, da han mærkede Annas hånd på sin skulder. Hun betragtede roligt betjenten, ”hvis vi havde oplysninger om, hvor en potentielt farlig patient opholdt sig, tror du så ikke vi havde givet de meddelelser til politiet for længst?”
Russell nikkede og rejste sig, ”naturligvis. Men hold for alle tilfældes skyld øjnene åbne. Og meddel den læge der var tilknyttet ham, at vi kan tilbyde beskyttelse.”
”Det bliver ikke nødvendigt,” svarede Ralph.
Russell trak på smilebåndet, ”så du var den heldige? Det er op til dig selv, men hvis du er smart tager du imod tilbuddet, han kan risikerer at opsøge dig.” Han nikkede kort til Ralph og Anne, ”vi er færdige her Abrahamson.”
”Hør her,” begyndte Anna, så snart betjente havde forladt lokalet, ”jeg ved, du nødig vil tro at Sean står bag mordene, men det kan ikke udelukkes. Russell har ret i at der er meget få, der lider under forestillingen om at være en ulv.”
Ralph sukkede dybt, ”jeg ved det, men jeg kan bare ikke tro det. Nok kunne han være aggressiv til tider, men det der… og som betjenten sagde, det kræver en del at påføre et menneske sådanne skader, tror du overhovedet Sean har den styrke der kræves?”
Anna trak på skuldrene, ”jeg ved det ikke. Men der er trods alt gået tre år, meget kan være forandret på den tid. Uden behandling kan hans tilstand være betydeligt forværret. Jeg synes du burde tage imod tilbuddet om beskyttelse…”
Ralph rystede på hovedet, ”det er ikke nødvendigt.” Han kastede et blik på sit ur. ”Nå, patienterne venter.”
Mørket havde sænket sig, da Ralph kørte op ad den lille alle og parkerede bilen foran huset. Han sank en klump og skævede rundt i mørket, ”tag dig sammen,” mumlede han, og skubbede bildøren op. Endnu engang så han sig om i mørket, han havde aldrig før tænkt over hvor mange træer og buske der egentlig var i haven. Træer og buske der let kunne skjule en morder. Hold så op! Skændte han indvendigt, og låste bilen. Med faste skridt gik han mod døren, men snart blev den beslutsomme gang til småløben, og før han vidste af det, fór han hen mod døren mens han gennemsøgte sine lommer i jagt på nøglen. Endelig greb hans fingre om den lille metalskat, hurtigt stak han den i døren og drejede den rundt. Han hev efter vejret, og på trods af kulden drev sveden af ham.
Han knaldede døren i efter sig, drejede låsen, og tændte lyset. Et øjeblik stod han helt stille og lyttede, næsten i forventning om at noget tungt ville hamre imod døren og tiltvinge sig adgang, eller at lyset pludselig ville gå. Men alt var stille, og lyset vedblev med at bade huset i et varmt skær. Langsomt faldt hans vejrtrækning til normal, og han rystede på hovedet af sig selv. ”Endnu en gang lod du fantasien løbe af med dig, dit fjols,” grinede han.
Han slentrede ud på badeværelset og tændte for vandet. Et langt, varmt bad var lige hvad han havde brug for. Han havde arbejdet en del på det sidste, det, kombineret med billederne og betjentenes besøg, havde udløst et mindre angstanfald, det var alt. Selvfølgelig lå der ikke en vanvittig kannibal på lur i hans have.
Ralph sukkede dybt og lod sig glide ned i vandet. Varmen fik det til at prikke i hans hud, og snart slappede han af. Han måtte indrømme at hele denne kannibalsag, virkelig fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen, og det havde bestemt ikke gjort det bedre, da betjentene nævnte Sean som hovedmistænkt. Han kunne ikke, ville ikke tro, at han kunne gøre den slags, men samtidig måtte han erkende at Anna havde ret, Sean var syg. Og det var umuligt at sige, hvad der var sket siden hans flugt fra Cyprianus. Hurtigt skubbede Ralph tankerne fra sig. Det var en uhyggelig sag, ingen tvivl om det, men den havde intet med ham at gøre, han var bare stresset, det var alt. Han havde bare brug for et varmt bad og en god nats søvn, så ville han se alt meget klarere.
Ralph trækker sin frakke tættere om sig, men kulden går stadig gennem marv og ben. Han kigger ned af sig selv, han har pyjamas på og er barfodet. Han ser sig omkring på den snedækkede mark, leder efter byen. Men han er helt alene, det eneste lys kommer fra månen, der kaster sit spøgelseslys på den frosne jord. Med et får han øje på noget der kommer imod ham, det nærmer sig hastigt. Han anstrenger sine øjne til det yderste, og trækker sig så baglæns, først langsomt, så vender han sig om og løber alt hvad han kan. Men han kan høre dem nærme sig, kan høre deres snerren og hylen. Deres poter rammer sneen så hurtigt. Han skriger alt hvad han kan, og øger tempoet. Men en ulv sætter tænderne i hans ben og vælter ham rundt, han slår panisk ud efter rovdyrene, men de rusker og snerrer, borer deres snuder ned i hans kød, flænser og flår. Han skriger igen og kaster sig til siden, en ulv med gennemborende, grønne øjne betragter ham kort, og smækker så kæberne om hans strube.
Ralph satte sig op med et skrig og greb sig til halsen.
”Bare en drøm, bare en drøm,” messede han for sig selv, mens han famlende fik tændt for natlampen.
Det var ikke lysten der drev værket, da uret kimede næste morgen. Et kort øjeblik overvejede Ralph at ringe og melde sig syg, men slog så tanken hen igen, han skulle bare i gang, så skulle det nok gå.
”Hold da op,” kom det tørt fra Mick, så snart Ralph trådte ind på personalestuen.
Ralph fremtvang et smil, ”så slemt?”
Den skaldede nikkede, ”helt ærligt, du ligner udskidt æblegrød… Burde du ikke være blevet hjemme i dag?”
Ralph rystede på hovedet, ”har bare ikke sovet så godt,” han tøvede et øjeblik, ”har du hørt drabsafdelingen var her i går?”
Mick nikkede, ”ja rygterne løber hurtigt, men hvad ville de?”
Ralph sank hårdt, ”de mord … de mener det er Sean.”
Mick havde nær fået kaffen galt i halsen, ”Sean, ulven? Skulle han nu pludselig være kannibal også?”
”Det er hvad de mener.”
Mick rystede på hovedet, ”knægten var godt nok ikke helt rask, men der er sgu lang vej fra at være lidt forvirret, og til at begynde at æde folk … du tror vel ikke at det er ham?”
Ralph sukkede dybt, ”jeg vil ikke tro at det er ham. Men hvor lidt jeg end ønsker at tro det, peger profilen på ham. Ingen våben, ingen tyverier … som et dyr der jager.”
Ralph fandt det svært at koncentrerer sig om arbejdet. Og det blev ikke bedre af at antallet af ofre, voksede næsten dagligt. Om natten var han plaget af mareridt eller lå vågen til langt ud på de små timer, mens han lyttede efter uvante lyde, og tænkte tilbage på den unge mand der dengang var stukket af fra Skt. Cyprianus. Sean var og blev lidt af et mysterium, som fjorten årig, var han forsvundet sporløst fra sin plejefamilie, og var først dukket op igen fem år senere i vildmarken. Da han blev fundet, kunne han ikke tale, og opførte sig mest af alt som et vildt dyr. Da han senere fik evnen til at tale igen, fortalte han at han havde levet blandt de andre ulve. På trods af både medicinering og samtaler, lykkedes det aldrig at få anden forklaring ud af ham, og han lagde aldrig helt det med at knurre og bide af sig. Sean var ikke som de fleste, lyden af hans knurren, eller følelsen af de intense, grønne øjne der syntes at se lige igennem en, havde mere end en gang fået Ralphs nakkehår til at rejse sig. Men på trods af det, fandt Ralph det svært at forestille sig, at Sean kunne begå sådanne grusomheder. Ralph havde aldrig set ham som ond. Forvirret, utilpasset, og måske endda vild. Men bestemt ikke ond.
Alligevel var der en lille stemme bag i Ralphs hjerne, der nægtede at tie. Engang havde han spurgt Sean, om hans fascination af ulve. Om ikke han fandt deres verden brutal?
Sean havde svaret ham, at ulve kun var brutale, når der var grund til det.
Klokken var lidt i syv, en torsdag morgen, da Ralphs telefon begyndte at kime.
Ralph røg op af sengen, ”ja?”
”Morgen doktor, tænd for nyhederne. De har fanget ham, kannibalen. Det er ikke Sean.”
Ralph småløb ind i stuen og fandt fjernbetjeningen, ”er du sikker?” Spurgte han tøvende.
”Helt sikker,” svarede Mick, ”fyren der er gammel nok til at være hans far… Det er overstået, Ralph. De har ham. Hvilket betyder, at din ulv bare er endnu en skør kugle, ikke en kannibal.”
Ralph tændte fjernsynet og fandt hurtigt nyhedskanalen. Mick havde ret, det var bestemt ikke Sean. Manden der tonede frem på skærmen, var både langt ældre og større.
Ralph sukkede af lettelse, ”du har ret Mick. Det er overstået.”
2. Del
Langsomt vendte tingene tilbage til det normale. Aviser og blade var naturligvis dagligt spækkede med makabre detaljer, om hvordan nogle af ofrene stadig havde været i live, da de blev ædt. Nyt fra retssagen, interviews med ofrenes pårørende og alt hvad der ellers solgte, men Ralph holdt sig fra at læse noget af det. Han så ingen grund til at læse noget, der sikkert alligevel var halvt opspind.
Ralph var netop mødt ind, da Anna kaldte ham ind på sit kontor.
”Godmorgen Ralph,” hilste hun, og slog ud med hånden mod en stol.
Ralph tog plads, og betragtede hende indgående, han kunne se, der var noget i gære.
”Har du fulgt retssagen?” Spurgte hun.
Ralph rystede på hovedet, ”nej.”
”Så må jeg hellere sætte dig ind i tingene. Vincent Sandfords, eller kannibalens, advokat går efter en erklæring om sindssyge. Og dermed en behandlingsdom i stedet for fængsel. Dommen er endnu ikke afsagt, men resultatet er så godt som givet, og nu da Isabella er overflyttet til den åbne, har vi en ledig seng.”
Ralph stirrede måbende på hende, ”siger du at kannibalen kommer til at afsone her?”
Anna nikkede, ”der er en meget stor sandsynlighed for det. Hvad siger du? Vil du have ham?”
Mick stirrede vantro på Ralph, ”sagde du ja til at behandle kannibalen? Er du rigtig klog? Det er jo tydeligt at den sag har påvirket dig.”
Ralph nikkede, ”ja, men det var da jeg frygtede at Sean var indblandet. Det er stadig en uhyggelig sag, men jeg har trods alt haft mordere som patienter før.”
Ralph sad allerede bag skrivebordet, da portørerne førte patienten ind. Han rettede på sine briller og lænede sig tilbage i stolen, ”goddag Vincent,” hilste han så, ”mit navn er Ralph. Jeg er ansvarlig for din behandling.”
Vincent drejede hovedet og stirrede ham direkte i øjnene.
Ralph fastholdt hans blik, selvom den kulde der var afspejlet i den andens øjne fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.
Vincent trak læberne tilbage i en parodi på et smil, ”behandling… synes du da jeg har brug for det, doktor?”
”Hvad synes du?” Svarede Ralph ham roligt.
Vincent lo kort, ”har katten der dræber musen brug for behandling? Eller ulven der tager kiddet? Nej, de gør blot hvad de blev skabt til.”
”Så du ser det som dit kald at dræbe?”
”Kald?” Vincent lo hånligt, ”jeg gør hvad jeg blev skabt til. Som ethvert andet rovdyr. Vi følger ikke kald, kun sult, blod og instinktet der byder os at jage.”
Ralph tvang sig selv til at bevare roen, ”så du ser dig selv som et rovdyr?”
En dyb knurren steg fra Vincents strube mens, hans mørke øjne låste sig fast på Ralph.
Ralph sank hårdt og mærkede hvordan en dråbe sved gled ned langs han ryg.
”Det gør du vist også… ellers ville du vel ikke opføre dig som et bytte?” Smilede Vincent, ”jeg kan lugte din angst … lige nu driver sveden af dig… adrenalinen pumper gennem dine årer … du kæmper for at virke rolig … men sandheden er at dine instinkter er ved at tage over … du ville helst flygte.” Han begyndte atter at knurre, og Ralph kunne sværge på at mandens brune øjne med et blev mørkere, ondere.
”Så er det nok, Vincent!”
Vincent flåede rasende i remmene der holdt ham, og hans knurren blev dybere.
”Stop! Ellers får du et skud beroligende.”
Truslen havde den modsatte effekt af det ønskede. Den fik bare patienten til at kæmpe endnu mere.
Ralph fór ud på gangen, ”Mick, injektion nu!”
Snart strømmede portørerne til, og fik efter en del besvær bedøvet patienten.
”For pokker da,” sukkede Mick, ”hvorfor er vi altid så heldige her på Cyprianus?”
”Har du nogensinde hørt mørket kalde dit navn?” Spurgte Vincent, næste gang han og Ralph sad overfor hinanden.
”Det kan jeg ikke påstå,” svarede Ralph ærligt.
Vincent stirrede koldt på ham, ”naturligvis ikke. Det er forbeholdt de få. Et menneske vil aldrig fatte det.”
”Hvem er de få?” Spurgte Ralph, ”hvis ikke du ser dig selv som et menneske, hvad er du så? En ulv i en mands krop?”
Et glimt af vanvid fór over Vincents øjne, ”vi er langt mere end både ulv og mand. Vi er det bedste fra hver.”
Ralph lænede sig en anelse frem, ”hvem er, vi?”
Mørke øjne låste sig fast på Ralph, ”vi er dem der følger efter jer i skyggerne, og flår jeres organer ud, endnu før jeres skrig er forstummet. Vi er jeres overmænd.”
Ralph bekæmpede sit voksende ubehag og fortsatte, ”bliver du aldrig træt af denne leg? Du kan true mig, men det vil blive ved ordene. Denne gang, var det kiddene der vandt, og ulven der endte bag tremmer. Jo før du begynder at samarbejde, jo nemmere bliver det for dig.”
Vincent kneb øjnene sammen, ”når jeg kommer ud, vil du blive den første… jeg kan allerede smage dit blod … din frygt vil gøre det så meget sødere. Og tro mig, du vil føle frygt som aldrig før … skal jeg mon vente på dig bag gruppen af fyrretræer? Eller måske hellere…” Han snusede ind og smilede, ”fugt, beton, lad mig gætte, en kælder? Nej, alt for kliche … det kan jeg gøre bedre…”
Ralph stirrede vantro på ham, og tog så i det. Han bluffede. Det var rent gætværk, Vincent læste bare hans reaktioner, ”er du færdig?” Spurgte Ralph så roligt han mestrede.
”Jeg kan blive ved resten af dagen. Men det bliver vist ikke nødvendigt … du stinker allerede af frygt:”
Ralph rejste sig op lidt hurtigere end han havde tænkt sig og tilkaldte portørerne, ”følg venligst patienten til hans stue. Vi er færdige for i dag.”
Da portørerne førte Vincent forbi, lød en dyb snerren, efterfulgt af en hvisken, ”du bliver den første…”
Ralph sank sammen på en stol i personalestuen. Han hadede at indrømme det, men Vincent gik ham virkelig på. Hans fornuft sagde ham, at Vincent ikke anede hvor han boede, og selv hvis han gjorde, betød det ikke noget. Han ville aldrig mere se andet end indersiden af en celle.
Nok var Vincent skræmmende, men det var også alt han havde at gøre godt med. Han var på beroligende, forlod aldrig sin stue uden hånd og fodlænker, Skt. Cyprianus var fyldt af portører bevæbnede med stave, udenfor patruljerede vagter med hunde og til sidst var hele matriklen indhegnet. Der var en grund til, man kaldte det den lukkede afdeling. Vincent kunne ikke bare sådan valse ud.
- og alligevel, var det præcis hvad Sean gjorde for tre år siden. Pippede en stemme bagerst i Ralphs hjerne.
”Hey, er du okay?” Spurgte en velkendt stemme.
Ralph nikkede.
Mick satte sig på stolen overfor ham, ”overlad ham til en anden. Det er jo tydeligt at han rammer dig.”
”Du har nok ret… Mick hvis jeg stiller dig et underligt spørgsmål, kan det så blive mellem os?”
”Selvfølgelig. Det kommer ikke videre.”
Ralph så sig om i lokalet, og fortsatte så næsten hviskende, ”tror du der er mere mellem himmel og jord? Du ved, noget vi ikke kan forklare?”
Mick trak på skuldrene, ”jeg vil ikke udelukke det. Min farmor påstod til sin dødsdag, at hun kunne forudse nogle begivenheder. Men hvorfor spørger du?”
Ralph sukkede, ”jeg ved godt det er komplet åndssvagt, og at der må være en forklaring, men lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke finde den.”
”Er det noget Vincent har sagt? Du kan stole på, jeg nok skal holde tæt.”
”Okay,” Ralph tog en dyb indånding, ”husker du hvordan Sean vidste visse ting, ting som han ikke burde vide? Som for eksempel, at jeg havde observeret ham, hvordan pokker kunne han vide jeg var der, når han ikke kunne se ud af cellen? Den første gang jeg mødte ham, sagde han jeg stank af frygt, i dag sagde Vincent præcis det samme. Og han vidste ting om hvor jeg bor, han nævnte fyrretræer og en fugtig kælder, hvordan fanden kan han vide det? Og deres øjne … der er noget over deres øjne, jeg har aldrig set et sådan blik hos et menneske.”
Mick lænede sig længere ind over bordet, ”hvad er det du siger? At de har en slags overnaturlige evner?”
Ralph rystede på hovedet, ”det er langt ude ikke? Jeg ved godt selv hvordan det lyder.”
”Langt ude, ja. Men måske ikke helt umuligt…”
”Så du tror mig?”
Mick nikkede, ”selvfølgelig. Jeg har haft glæden af at spænde Sean ned på en fuldmåne nat… jeg vil ikke påstå, jeg forstår hvad der skete, men noget foregik der. Han gik fuldstændig amok, sommetider var vi otte mænd om at holde ham, mens andre lukkede remmene og fyldte ham med beroligende indsprøjtninger. På sådanne nætter, vil jeg sværge på at noget fór i ham…”
”Mørket kaldte,” mumlede Ralph.
”Hvad?”
”Det var noget Vincent sagde, han sagde at mørket kalder på de få udvalgte. Hvad end han så mente. Han talte også om at de udvalgte få, var det bedste fra ulv og mand.”
De stirrede tavse på hinanden.
”Vi tænker begge det samme, gør vi ikke?” Spurgte Mick.
”Det er for langt ude. Der foregår noget, men var… Jeg kan ikke engang få mig selv til at sige det. Det er sgu for åndssvagt.”
Mick trak på skuldrene, ”er det? Mange kulturer har lignende myter, varulve, vartigre, jakaler, jaguarer, kvinder der kan forvandle sig til sæler og så videre, hvert land har noget der lugter af den samme myte.”
”Det er hvad det er, myter. Sindslidelser kan få folk til at tro de er ulve. Og nogle indianere bragte sig selv i en trancetilstand, hvor de var overbeviste om at de var ulve, men…”
”Men det forklarer ikke hvordan de vidste de ting de gjorde, eller hvordan Sean bar sig ad med at flygte, eller hvor pokker han blev af, vel?” Afbrød Mick ham.
Ralph nikkede, ”og skal sandheden frem, er det det der bekymrer mig. Sean slap væk, hvad hvis Vincent gør det samme?”
”Udskriv noget mere beroligende,” foreslog Mick.
”Med hvilken begrundelse? Min patient er vist en varulv, jeg må sikre mig han ikke stikker af… Jeg kan ikke tro vi overhovedet har den her samtale. Lad os antage, bare for et øjeblik, at de faktisk kunne et eller andet, hvorfor forvandler de sig så ikke bare og spadserer ud?”
Mick rystede på hovedet, ”aner det ikke.”
Ralph sukkede, ”du var der den nat Sean flygtede, ikke? Hvad skete der? Der må være en forklaring.”
”Jeg husker det ret tydeligt, det var en stille nat. Ingen af os havde regnet med at få problemer med ham, han lå bare på sengen og stirrede op i loftet. Hen mod aften, var der alligevel et par portører der gik ind for at spænde ham fast, bare for en sikkerheds skyld. Det plejede ikke at være noget problem, som du nok husker, havde han ligget som en grøntsag gennem længere tid. Derfor var der også kun to, der gik ind til ham. Pludselig hørte vi larm indefra stuen og fór derned, men inden vi kunne nå at gøre noget, var Sean på vej ned af gangen. Jeg fulgte efter ham, sammen med nogle af de andre. Samtidig smækkede andre dørene i, imellem afsnittende. Han tog den eneste vej væk han kunne finde, vinduet på Annas kontor. Hvad der derefter skete ved jeg ikke. Før jeg kom ud, var han over alle bjerge. Jeg ved ikke engang hvordan pokker han kom over hegnet så hurtigt.”
Ralph rystede på hovedet, ”der er så meget der ikke stemmer i alt det her. Men der må være en forklaring. En logisk forklaring. Jeg vil give dig ret i, at Vincent kommer for tæt på, måske er det fordi han har nogle fællestræk med Sean. Men i morgen meddeler jeg Anna, at jeg ikke ønsker at behandle ham længere. Og jeg tager fri resten af i dag. Den her samtale udspringer udelukkende af stress. Men tak fordi du gad lægge øre til.”
”Var så lidt,” svarede Mick, ”vi ses først om nogle dage. Jeg er den heldige vinder af en tolvtimers vagt, influenza epidemi du ved, men så har jeg også fri et par dage.”
Ralph nikkede, ”nyd dine fridage, du ligner også snart en der trænger til dem.”
Stuerne lå badet i blødt, gult lys, sagte musik strømmede ud fra anlægget i hjørnet, da Ralph smed sig på sofaen med en god bog. Han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, når han tænkte tilbage på den samtale han havde haft med Mick tidligere på dagen. Faktisk var han lidt flov over at indrømme, at en patient i den grad kunne bringe ham ud af fatning, i situationen havde det forekommet ham, at der foregik noget uforklarligt. Det var naturligvis ikke tilfældet, Vincent var en psykopatisk massemorder. Men havde hverken overnaturlige evner, eller noget som helst andet. Nej, monstret var blot et menneske.
Ralph havde næppe tænkt tanken til ende, før lyden af en gren der skrabede mod ruden fangede hans opmærksomhed, et øjeblik fik lyden ham til at stivne, ”bare en gren, fald nu ned,” mumlede han og bladrede om på næste side.
Snart lød den skrabende lyd igen, og Ralph rettede per instinkt blikket mod ruden. Og stivnede.
Den skrabende lyd blev til en skarp hvinen, mens Vincent trak neglene ned over glasset. Hans fingre efterlod lange, blodige spor.
Ralph blinkede, og tiggede fornuften om at vende tilbage. Men langsomt gik den forfærdelige sandhed op for ham, manden på den anden side af ruden var yderst virkelig. Han sank hårdt og famlede ud efter telefonen. Vincent trommede mod ruden og smilede til ham.
Ralph tastede nummeret mens han rykkede baglæns og holdt blikket fæstnet på Vincent, hurtigt oplyste han sin adresse og hvad situationen drejede sig om.
Pludselig forsvandt Vincent fra vinduet, Ralph fór ud i køkkenet, greb en kniv og låste sig inde på badeværelset. Om ganske kort tid ville politiet dukke op, han skulle bare holde ud. Med ét kom Ralph i tanke om Mick. Mick havde været på vagt. Var han uskadt? Eller… billederne af ofrene dukkede frem for hans indre blik, alt kørte rundt. Et brag fik ham til at fare sammen og han knyttede kniven hårdere mellem hænderne. Han kunne høre skridt fra stuen, så knurren.
Håndtaget bevægede sig.
”Jeg sagde jo du blev den første…”
Ralph hævede kniven op foran sig. Døren ville ikke holde længe. Hvor blev strisserne af?
Vincent jog en næve gennem døren.
Uden at tænke, huggede Ralph ud efter hånden.
En umenneskelig snerren lød fra angriberen og han trak hånden til sig. I stedet hamrede han imod døren for fuld styrke.
Ralph trykkede sig mod væggen og hævede kniven, da døren splintrede.
Vincent lo hånligt, ”så kiddet bidder igen … så meget desto sjovere.” Med en lynhurtig bevægelse greb han fat om halsen på Ralph og klemte til.
Ralph huggede ud med kniven og lavede en dyb flænge i Vincents arm. Det udløste bare en rasende snerren. Vincent vred kniven ud af hans hånd og smed ham ind på stuegulvet.
Ralph kom på benene og scannede stuen for våben, ildrageren. Han kastede sig over mod pejsen men blev ramt at et hårdt slag og faldt sammen på gulvet. Vincent kom langsomt imod ham, hans øjne glødede af ubeskrivelig ondskab, og hans knurren lød mere og mere dyrisk for hvert skridt.
Ralph nåede at skimte lange klør glide frem fra mandens fingre, så vendte han om og løb.
Han fór op ad alleen og drejede mod lysene fra de andre huse, håbede antallet af mennesker ville få Vincent til at trække sig. Ralph nåede ikke langt før han blev væltet om af et hårdt slag. Vincent greb ham og smed ham hen ad jorden. Ralph rejste sig på vaklende ben. Han vidste hvad Vincent prøvede at gøre, han pressede ham væk fra husene. Ralph satte af så hurtigt han kunne og prøvede at smutte forbi morderen. Men atter blev han ramt af et slag, han skreg af smerte og tog sig til siden, blod var allerede ved at gennemvæde hans tøj.
Vincent kom nærmere, ”jeg kan dræbe dig her, eller vi kan lege lidt videre… valget er dit.”
Ralph kæmpede sig op og stå, et øjeblik tøvede han, så gjorde han omkring og løb. Han kunne høre sirenerne i det fjerne, han skulle bare holde ud, de ville finde ham.
Ralph havde ikke længere en klar ide om hvor langt tid der var gået, eller hvor han var på vej hen. Han løb bare. Pressede sin krop til det yderste. Han kunne konstant fornemme Vincent bag sig. Ralph gjorde endnu et desperat forsøg, på at vende om og løbe tilbage mod byen, men lige som de andre gange, blev han smidt hen ad jorden. Han stønnede af smerte og udmattelse og prøvede atter at komme op, men kunne ikke længere finde kræfterne til det. Han stirrede op på den blege måne, så det var altså sådan han skulle dø.
Vincent nærmede sig langsomt, hans øjne var mørkere end nogensinde, da han begyndte at cirkle omkring ham.
Ralph skælvede i rædsel, mens manden foran ham lagde sig på knæ, og flåede tøjet af sin krop. Et øjeblik rystede Vincent voldsomt.
Ralph trak sig baglæns, han nægtede at tro det. Det var umuligt. Men ikke desto mindre, stod en enorm ulv nu foran ham. Den sænkede hovedet, og blottede tænderne i en rasende snerren. Så satte den af.
Ralph værgede for sig med armene, men dyret ramte ham aldrig. Forsigtigt sænkede han paraden, og nåede kun lige at rulle af vejen. Han pressede ryggen mod et træ og prøvede atter at komme på benene. Endnu en ulv var kommet til. Knurren og smertehyl gav genlyd mellem træerne, da rovdyrene kastede sig over hinanden. Deres tænder borede sig ind i hinandens kroppe gang på gang, og snart var sneen blodrød.
Ralph gispede i rædsel, da den ene ulv væltede den anden om på ryggen og bed sig fast i dens strube. En tid kæmpede den faldne, men snart ebbede de sidste krampetrækninger ud og den lå stille.
Ralph sank hårdt, han anede ikke om Vincent var den faldne eller vinderen. Ikke at det gjorde en forskel, om han døde for den ene eller den andens tænder.
Ulven slap den døde, og løftede hovedet, et øjeblik fangede dens grønne øjne hans, så faldt den om ved siden af den anden.
Den døde ulv atter gled tilbage til sin menneskelige form, Vincent.
Ralph slæbte sig nærmere. Tøvende rakte han ud og lod fingrene glide over ulvens sølvgrå pels.
”Jeg kan vist takke dig for mit liv,” hviskede han.
Pelsen forsvandt under hans fingre, og blev til varm hud. Sean gispede i smerte og prøvede at rejse sig.
Ralph trak ham op, så hans hoved hvilede imod han lår, ”rolig, vi får dig på hospitalet,” han strøg ham beroligende over håret, ”det skal nok gå.”
Sean lukkede øjnene, og blev slap i hans arme.
Lyden af knirkende sne og raslende grene fik Ralph til at rette sig op, kun få meter fra ham stod en stor, sort ulv, og bag den adskillige andre.
Den sorte kom nærmere, mens den tog form af en høj, muskuløs mand.
Han rystede på hovedet, ”han hører ikke til i din verden.” Han satte sig på hug og undersøgte kort mærkerne på Seans krop, ”han skal nok klare den. Aflever ham menneske. ”
Ralph rystede på hovedet, og trak Sean tættere ind til sig, ”han har brug for hjælp. Jeg lader dig ikke tage ham.”
”Ja, han har brug for hjælp, og det vil han få blandt sine egne.”
”Hvem … Hvad er I?” Hviskede Ralph.
Manden smilede, ”vi har mange navne,” han nikkede ned mod Sean, ”for ham er vi familie. Det er alt hvad du behøver at vide.”
Andre ulve tog menneskeskikkelse, løftede Vincent op og forsvandt imellem træerne. Ralph stirrede spørgende efter dem.
Ulvemanden sukkede dybt, ”vi gør tingene på vores måde. Følger vores egne love. Vincent har nu betalt prisen for sine forbrydelser. Og jeg vil gøre hvad end der kræves, for at resten af koblet fortsat kan leve i fred. Forstår vi hinanden? ”
Ralph sank hårdt, ”jeres hemmelighed er sikker hos mig.”
”Klogt svar.”
Manden løftede Sean op, og snart forsvandt de mellem stammerne.
Lyden af sirener kaldte Ralph tilbage til virkeligheden, han betragtede den røde sne og sporene og besluttede at det var på høje tid at brygge en hvid løgn sammen.
Ralph satte sig ved siden af Micks seng, ”nå, hvordan har du det?”
Mick grinede og satte sig op i hospitalssengen, ”jeg skal ikke klage,” han skævede ud på gangen og hviskede, ”har du set de sygeplejersker de holder sig her? Ved nærmere eftertanke, tror jeg faktisk hellere jeg må blive her en rum tid…”
Ralph sukkede og rullede med øjnene.
Mick fugtede læberne, ”spøg til side… Er du okay? Jeg mener… hvis jeg fortalte dig hvad jeg så, så ville du sgu indlægge mig på stedet. Hvordan slap du væk?”
Ralph smilede, ”noget siger mig, at jeg nok vil tro din historie… og hvordan jeg slap væk? Jeg kan fortælle dig det samme som jeg fortalte politiet, jeg aner det ikke. Vincent jagede mig, og vi endte i den lille skov uden for byen. Jeg fik et hårdt slag og mistede bevidstheden, da jeg vågnede var Vincent væk, og kort efter ankom politiet.”
Mick betragtede ham indgående, ”og hvad skete der så i virkeligheden.”
Ralph smilede, ”hvem ved, måske er der mere mellem himmel og jord.”
|
Favoured: 0
