Select background

Dette er min aller første novelle.



I en kælder sort som kul.



Nu ligger jeg her igen, søvnløs på madrassen, den hamrende , disharmoniske lyd trænger endnu engang igennem det grå beton loft, det driver mig til vanvid. De fugtige grønlige væge, som er mit fængsel, snakker til mig, er jeg ved at blive tosset ?
Kommer han snart igen ?
Jeg hiver tæppet op over min tynde blege krop, som ikke har set sollys i flere år, indtil det kun er mit lange næsten hvide hår, der afsløre min tilstedeværelse.
Jeg ligger helt stille, og ånder opgivende ind og ud, imens jeg igennem det tynde tæppe, kan nænne det blide lys i hjørnet, som oplyser det råkolde rum.
Efter en kort stund falder jeg væk fra virkeligheden, væk fra mit fangeskab, og ind i mit eget lasede sind.

Når jeg tager flugten fra virkeligheden ser jeg min mor.
Mit lange og engang så blonde hår, har jeg arvet fra hende. Alle kvinder i byen var så misundelige på hendes elegante gyldne hår.
Jeg prøver ihærdigt at huske hvordan hun duftede, men efter så mange år er det ikke nemt, men en sjælden gang imellem er det som om, duften kommer tilbage til mig, og alle minderne er ved at rykke mig i stykker.
Pludselig ser jeg mig selv udefra.
Jeg ser mig selv ligge der, som et andet kadaver, mit hår er ved at være lige så hvidt og fedtet, som min døde grålige hud.

Med et gys kommer jeg igen tilbage til virkeligheden, tilbage i mit fugtige fangeskab.
Jeg kan mærke den klamme luft, sive igennem mine lunger, det er som at blive druknet.



Hver dag tænker jeg på om disse fire væge vil blive mere end mit personlige fængsel, mit gravkammer.
Hver dag er en dyst, for at fjerne tanken om at døden ville være bedre, og det meste af tiden er det kun forestillingen om igen, at kunne mærke den frie luft, høre sød latter og blide stemmer, der holder mig i live, tanke om min mors søde aroma.

Det knager over fra den lille sluse i vægen, det vare ikke længe før han kommer igen.
Slusen åbner sig, og ind kommer en lille bakke med mad og drikke.
Jeg kan mærke ham stå udenfor, og iagttage mig.
Jeg kan føle ham over hele min krop, hvad han gør ved mig, hvordan hver eneste lille berøring æder sig ind under mit skind, og fortærer min sjæl lidt efter lidt.

Nu er den der igen, den hamrende lyd, lyden af trin der kommer nærmere og nærmere.
Jeg kan mærke hvordan min sjæl, mit sind, løsriver sig for hvert et skridt, han tager.

Døren går op.

Jeg vender mig, og lukker min øjne, imens jeg ihærdigt prøver at flygte fra den realitet, som snart skal overvære mig igen.
Men intet kan overdøve den kvalmende fært, af hans tilstedeværelse.
Jeg kan høre hans bestemte skridt komme nærmere, madrassen som har været mit asyl, men hans gerningssted.
Han ligger sin tunge krop, ved siden af mig, jeg kan mærke hans skægstubbe, berøre min nak, det føles som tusind spyd.
Mit sind forsvinder i takt med jeg kan mærke hans lunkne ånde, ramme mit ansigt, fredeligt hvisker han…..
”Stille, far er her”.