Jeg besluttede mig for bare at springe ud i det. Så her får I mit seneste projekt. Jeg har valgt at gøre tonen let og barnlig i den første del, får at Døden kan kan få en så meget desto større effekt. Kom endelig med ris/ros!
Jeg kan stadig huske braget. Stødene, der gik gennem min krop, da senerne i min rygrad blev rykket fra hinanden. Det skarpe lys, da mine øjenlåg blev tvunget åbne og en lommelygte ført hen over mine pupiller. På det tidspunkt havde jeg allerede givet op. Lygten blev slukket, men lyset blev ved med at vokse sig større. Jeg kunne intet mærke, bortset fra en skarp smerte i højre tinding og følelsen af noget varmt og vådt på mit baghoved. Da de løftede mig op på båren havde jeg allerede rejst mig op. Jeg så hvordan en af lægerne holdt to fingre op til min hals og rystede på hovedet. Så hvordan de desperat prøvede at sætte mit hjerte i gang og puste ilt i mine lunger. Ved hvert kunstigt frembragt slag mit hjerte foretog, mærkede jeg kortvarigt smerter i hele kroppen. Jeg besluttede mig for at gå; det var for sent at vende tilbage, det måtte være tydeligt for enhver og desuden, noterede jeg mig undrende, havde jeg ikke lyst til at tage tilbage til livet. Ikke før jeg vendte mig om og så mine forældres lamslåede ansigtsudtryk.
Mit navn er Kim. I virkeligheden er det Kimberly, men det er kun min mor der kalder mig det, når hun skal præsentere mig eller når hun råber af mig. Min morgen startede som enhver anden. Jeg væltede rundt i hele huset for at finde min fysikbog, da min mor tog fat i mig og gav mig den sædvanlige svada; ”Kimmie, hvis du ikke snart gør noget ved det her rod, kan du få lov til at gøre hele huset rent før gæsterne kommer på lørdag, for jeg har ikke tænkt mig at gå og rydde op i den her…” jeg lukkede af og koncentrerede mig om at se skyldbetynget ud og forsikre hende at det var det første jeg ville gøre, når jeg trådte ind ad døren senere på dagen. Jeg fandt min fysikbog under en tallerken med et halvt spist toastbrød, tog den under armen og greb remmen på min taske i min frie hånd. ”Farvel mor,” sagde jeg og kyssede hende på den ene kind. ”Farvel,” svarede hun ”og kom nu lige hjem fra skole! Huset ligner en svinesti.” Jeg bed et upassende svar i mig og kompenserede ved at smække lidt hårdere med døren på vej ud end nødvendigt. Hurtigt trak jeg min cykel ud af skuret, smed tasken op i cykelkurven og hoppede op på cyklen mens jeg småløb hen imod den anden ende af indkørslen. Havde min mor overhovedet overvejet den enorme byrde af lektier der hvilede på mine skuldre disse dage? Jeg havde umuligt tid til at bruge min aften på at rydde op. Den kolde luft piskede mig i ansigtet og jeg kunne mærke blodet prikke i mine kinder. Mine hænder var iskolde; jeg ville ønske jeg havde taget vanter på. Jeg drejede ind i skolegården og spejdede efter et tomt cykelstativ, men alt jeg fandt, var en væltet cykel der lå ved siden af et træ. Irriteret stillede jeg cyklen fra mig, åbnede og lukkede mine forfrosne hænder og tog fat i den faldne cykel. Med lidt møje fik jeg den bakset op at stå, hvorefter der var plads til min egen sorte damecykel. Netop som jeg drejede nøglen i låsen ringede klokken. Jeg kiggede forbavset på mit ur; jeg kunne ikke forstå tiden var gået så hurtigt. 07.15. Et øjeblik stirrede jeg bare på viserne. Så bankede jeg forsigtigt på glasset – ingenting. Jeg prøvede at bevare fatningen da jeg lagde mærke til hvor lyst det var. Solen stod midt på himmelen. Det kunne kun betyde at… ”klokken er tolv,” jamrede jeg. Hurtigt hev jeg tasken op af cykelkurven og gik i rask tempo hen over skolegården. Da jeg nåede døren til klasselokalet åbnede jeg den mens jeg håbede på at jeg ikke ville tiltrække mig alt for megen opmærksomhed. Jeg listede ind og satte mig på den eneste ledige plads lige foran katederet. Nede i den anden ende af klassen så jeg Peter sidde med et smil på læben. Halvt undrende tog jeg plads og vendte mig om mod læreren. Så forstod jeg Peters sadistiske humor. Foran mig stod vores tynde, ranglede fysiklære Arnold. Han lignede mest af alt en krydsning mellem en grib og en kravlenisse, hvilket i sig selv måske kunne have været morsomt, hvis ikke det var for udtrykket på hans ansigt; han så ud som en tudse, der lige har fået øje på en stor, fed flue. ”Rosendal,” begyndte han med faretruende munter stemme, ”siden du kan din fysik så godt, hvad siger du så til at komme herop og færdiggøre henfaldsskemaet for kalium 40 isotopen?” Jeg åndede lettet op; jeg vidste at kalium 40 β- henfaldte, så jeg skulle bare lægge én til energiladningen hver gang. Med bogen i hånden gik jeg op mod tavlen (jeg kunne ikke lade være med at sende et triumferende blik i Peters retning) og skrev den første isotop op, trak en elektron fra og vendte mig for at finde den næste i rækken, men bogen var væk. Jeg mærkede en knude i maven da jeg kiggede op; Arnold stod en halv snes meter væk med min bog i sin hånd og et slet skjult smil. ”Hvad er den af, Rosendal, kender du ikke grundstoffernes masser?” Jeg skulede ondt til Peter, der nu måtte løfte hånden op til munden for at skjule sit grin. Den skadefro idiot kunne bare vente sig, kunne han! ”Det er jeg bange for jeg ikke gør, hr. Gregersen.” sagde jeg med tynd stemme. Arnold var den eneste af vores lærer der forlangte at vi kaldte ham ved efternavn. ”hm. Ser man det. Værsgo at tage plads,” fortsatte han. Jeg indtog min plads efter endnu et vredt blik i Peters retning. Det her ville betyde høringer for mig i hver fysiktime, indtil en anden dummede sig.
”Du siger ingenting,” hvislede jeg da Peter og jeg senere gik på gangen. ”Nej, nej, jeg lover at jeg aldrig nævner at du sov fire timer over dig dagen efter du brokkede dig over at jeg aldrig kan komme til tiden,” sagde han smørret. ”Du er kronisk forsinket,” gav jeg tilbage. ”Man kan aldrig regne med hvornår du vælger at dukke op.” ”Men det er mindre en fire timer,” mumlede han. ”Du er umulig.” Vi gik i stilhed i et par minutter, hvorefter jeg opgav vores indbildte diskussion. ”Kommer du på lørdag?” spurgte jeg forventningsfuldt. ”Hvis du ikke har en fast tid,” drillede han. ”Selvfølgelig kommer jeg da til din 18 års fødselsdag, du er min bedste ven,” sagde han lidt mere alvorligt da han lagde mærke til min rynkede pande. ”Godt,” svarede jeg glad. ”Ellers ville jeg være nød til at slå dig ihjel”.
Favoured: 0
